Bibelen og verden

Bibelen og verden

Hvorfor er Bibelselskabet så engageret i internationalt arbejde? Læs hvad generalsekretær Morten Thomsen Højsgaard svarer

Hakon Christensen,  

Da Det Danske Bibelselskab kom til verden i 1814, skete det med hjælp og inspiration udefra. Det var en skotte ved navn Ebenezer Henderson, der var drivkraften bag oprettelsen. I de første mange årtier fik selskabet også betydelig støtte fra det store britiske bibelselskab. Formålet op igennem 1800-tallet var snævert knyttet til at udbrede Bibelen inden for det danske rige.

Efter de to verdenskrige tog udviklingen dog en drejning. Danmark var i 1946 med til at stifte De Forenede Bibelselskaber. Tiden var til mere samarbejde og større udsyn. Nu skulle krig og konflikter lægges på hylden. Samtidig gennemgik Danmark en rivende udvikling, som betød, at danskerne blev rigere, og at vi fik bedre muligheder for at tænke på andre end os selv.

Da Muren faldt i 1989, faldt alt i hak: Med den nye åbenhed mod Øst kunne Bibelselskabet begynde at samle penge ind til uddeling af bibler i de tidligere kommunistiske lande, og samtidig voksede viljen i befolkningen til at støtte dette arbejde.

De ansatte i bibelselskabet oplevede det samtidig som en stor inspiration at arbejde sammen med kolleger fra bibelselskaber i andre dele af verden. Deres erfaringer med oversættelse, trykning og distribution virkede ansporende.

Og sådan er det også den dag i dag, hvor Bibelselskabets arbejde har to hovedspor, et dansk og et internationalt. I Danmark udgiver Bibelselskabet den autoriserede oversættelse af Bibelen, som benyttes i folkekirken og de fleste andre kirkesamfund. Hertil kommer børnebibler og andre materialer om Bibelen, som uddanner og oplyser.

Ude i verdens brændpunkter medvirker Bibelselskabet også til at gøre Bibelen tilgængelig og nærværende. Fokus rettes især mod lande og områder, hvor kristendommen har det svært på grund af fattigdom, undertrykkelse eller andre store problemer. Men oplevelsen er igen og igen den samme: Det er meningsfuldt at være vidne til, hvordan Bibelens ord om tilgivelse, næstekærlighed, tro og håb kan vende mørke til lys. Samtidig mærker vi i Bibelselskabet tydeligt, at vores medlemmer og vores bagland i det vidt forgrenede miljø af kirkefolk i Danmark synes godt om og støtter dette internationale arbejde med Bibelen.

Info
Det Danske Bibelselskab er en almennyttig organisation, som blev stiftet i 1814. Bibelselskabet udgiver den autoriserede oversættelse af Bibelen, som benyttes i folkekirken og de fleste andre kirkesamfund i Danmark. Selskabet støtter gennem indsamlinger det internationale arbejde med Bibelen. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II er Bibelselskabets protektor.

 

URL: https://blr.dk/bibelen-og-verden/