Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Anmeldelse: Begyndelsen og Tænkeren

En nudansk oversættelse af Første Mosebog og Prædikerens bog gør bibellæsning lettere

Anmeldelse: Begyndelsen og Tænkeren

Bibelselskabet er begyndt på et stort og vigtigt projekt: Det gamle Testamente skal oversættes til nudansk. Sammen med “Den nye Aftale”, som er Det nye Testamente på nudansk, vil det betyde, at vi med tiden får en samlet nyoversættelse af Bibelen til moderne og mundret dansk.
Det vil helt klart gøre det lettere at læse og forstå Bibelen. Og det vil udfordre “gamle” bibellæsere.

Man begynder selvfølgelig med Begyndelsen – Første Mosebog.
Det er vigtigt at læse teksten på de præmisser den er lavet på: Et forsøg på at gøre teksten let tilgængelig, mere end at lave en 100% teologisk korrekt oversættelse. Og som sådan, syntes jeg, at den fungerer!

Sproget er flot og flydende, og beretningerne om skabelsen og patriark-historien med Abraham, Isak og Jakob glider lige ned. Den nerve, som ligger i fortællingerne, kommer tydeligt frem, og det er til at forstå hvad der menes. En oversættelse som denne, vil helt klart gøre det lettere for mange, som ikke er vant til det bibelske begrebsunivers, at forstå hvad der menes.

Tænkeren, som Prædikerens Bog er kommet til at hedde, fungerer også godt sprogligt. Flydende og let. Desværre er det sket noget på bekostning af det poetiske og højstemte, som ellers kendetegner Prædikeren, men det er nok svært at fastholde i et nudansk sprog.

Begyndelsen og Tænkeren1

En bibeloversættelse er dog ikke kun en litterær begivenhed. Den har naturligvis også en teologisk betydning. Og selv om det ikke har været et mål at fjerne det, som er politisk ukorrekt, så udtrykker oversættelsen dog et billede af Gud, som generelt fylder meget i nudansk teologi: En mere menneske-agtig og mindre guddommelig Gud. F.eks. er “velsignelse” blevet til “livsstyrke” og “almægtig” er blevet til “gavmild”. Det er for fladt, hvis man spørger mig.
Forskellen mellem Gud og mennesker er også gjort mindre ved, at et ord som “synd” er ændret til “det stik modsatte af, hvad jeg ønsker”. Jeg mener ikke at betydningen er røget fuldstændig ud, men undrer mig over, at et ord som “synd” ikke betragtes som nogenlunde alment…

Alle oversættelser – også den autoriserede fra 1992 – har sine svagheder. Det gælder selvfølgelig også for en nudansk oversættelse. Men det betyder bestemt ikke, at de ikke er læsværdige! Og jeg mener, at vi skal strække os langt, for at lave oversættelser, som folk rent faktisk får læst og forstår, i stedet for at Bibelen skal bevares som en museumsgenstand. Derfor hilser jeg denne nyoversættelse særdeles velkommen, og vil anbefale andre at læse den som en opbyggelig bog. Gerne med den gammeldanske oversættelse ved siden af.

Lasse Holmgaard Iversen, Landsleder i Bibellæser-Ringen