Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Anmeldelse: Multiværktøj for bibelbrugere

Bog om bibellæsning tager fat i både det overordnede og det praktiske

Anmeldelse: Multiværktøj for bibelbrugere

Når der udkommer bøger om bibellæsning klapper vi i Bibellæser-Ringen naturligvis i hænderne! Og det har vi også gjort undervejs i læsningen af “Multiværktøj for bibelbrugere”, som tre unge mænd sammen har skrevet.

Det er en stor styrke, at bogen tager fat i de mere overordnede overvejelser om Bibelen og bibellæsning, og at den også rummer helt konkrete råd og læsemetoder, som er afprøvet af forfatterne selv.

Et eksempel på dette er at sammenhængen mellem bibellæsningen og frelseshistorien bliver understreget. Vi har brug for at få bibellæsningen forankret i evangeliet, så vi kan se lidt mere af, hvor fantastisk en historie det er, vi får lov at læse med på og blive en del af. Det hjælper Mørch, Vindum og Wind os på sporet af.
En anden ting, som der tages godt fat om, er de bibellæsnings-frustrationer, som mange af os kender til. Og som for mange betyder, at det med at læse i Bibelen er gået i hårdknude. Her mødes vi uden fordømmelse, og tages ved hånden mod en mere positiv bibellæser-oplevelse, fordi forfatterne tør dele deres egne erfaringer med læserne.

Det konkrete viser sig ved de mange konkrete bibellæsnings-metoder, som præsenteres, så de er lette at prøve af – både i den personlige bibellæsning og sammen med andre.

En svaghed ved bogen er, at den er skrevet om et bogligt emne af boglige typer… Dette er dog ikke alene forfatternes problem, for kristendommen er i det hele taget en meget skriftlig tradition. Men det betyder desværre, at de, som ikke er så vilde med at læse eller som er visuelt orienteret, nok vil føle sig lidt overset i denne bog. Og det gør de desværre ofte, når bibellæsning er det vi taler om.

Det skal dog ikke gøre anbefalingen af bogen mindre! Denne bog har været savnet, og den fortjener at blive læst af både bibellæsere og af os, som gerne vil inspirere til bibellæsning.

“Multiværktøj for bibelbrugere” er udgivet af LogosMedia – Forlagsgruppen Lohse, og kan købes her.

Af Lasse Holmgaard Iversen, Landsleder i Bibellæser-Ringen