Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Det begyndte i Charlottenlund...

Finn Bech var med, da Bibellæser-Ringen blev stiftet i 1966 - i en stue i Charlottenlund

Det begyndte i Charlottenlund...

Man ved aldrig hvad en god idé kan føre til, før den føres ud i livet. Sådan er det også med Bibellæser-Ringen, som opstod som en idé i Niels Ove Vigilius hoved, men som d. 3. april 1966 blev omdannet til virkelighed, da man stiftede Bibellæser-Ringen i Danmark. Det er nu 50 år siden.

Finn Bech var med da man stiftede organisationen, og han fortæller: “Den 3. april 1966 deltog jeg i et rådsmøde i Luthersk Mission (LM), og da kom Niels Ove Rasmussen (senere Vigilius. red)  og spurgte, om jeg havde mulighed for at køre med ham og sognepræst Asger Højlund hjem til Charlottenlund, idet han havde noget, som han gerne ville snakke med Asger og mig om. Da rådsmødet var færdigt kørte vi sammen til Charlottenlund, hvor Niels Ove fortalte, at han var meget optaget af at få påbegyndt udgivelsen af en læseplan, der skulle hedde Bibelnøglen. Egentlig hed organisationen bag en lignende læseplan Scripture Union, men i Danmark skulle den hedde Bibellæser-Ringen”.

Fritidsarbejde
Finn var dengang leder for LM’s forlag – i sin fritid. Til daglig arbejde han i en bank. Niels Ove havde tænkt, at forlaget skulle udgive Bibelnøglen, men det var der ikke ressourcer til. Dog tilbød Finn at oversætte en norsk læseplan til Matthæusevangeliet, men derud over kunne han ikke involvere sig yderligere i arbejdet. Indtil videre i hvert fald.

“Nogle år senere fik jeg en opfordring til at træde ind i ledelsen af Bibellæser-Ringen, og sagde ja. Det blev et langvarigt engagement, idet jeg blev valgt til formand og løste nogle redaktionelle opgaver for Bibelnøglen”.

Finn er stadig en trofast støtte af arbejdet i Bibellæser-Ringen, som altså begyndte i en stue i Charlottenlund…

Støt Jubilæumsindsamling nu