Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Scripture Union

Bibellæser-Ringen i Danmark er medlem af og samarbejder med det internationale Scripture Union og har samme formål, trosgrundlag og arbejdsprincipper som Scripture Union.

Bevægelsen begyndte i England i 1867, da kontorarbejderen Josiah Spiers fra London sammen med andre pionerer gik i gang med at holde møder for børn i London. Deres nye forening, Childrens Speciel Service Mission (CSSM) udviklede sig hurtigt til en stor bevægelse.

Se hvad Scripture Union er i dag:

I 1868 var Josiah Spiers på ferie ved kysten i det nordlige Wales. Her fik han øje på en flok børn, som han gerne ville aktivere med en bibelhistorie. Spiers fik dem til at hjælpe med at skrive en tekst i sandet med sten. Han skrev: Gud er kærlighed. Opmuntret af børnenes interesse begyndte Josiah Spiers at fortælle historien om Jesus. De følgende dage kom flere og flere børn og forældre, til det der udviklede sig til decideret strand-mission. Denne legendariske begivenhed bliver ofte omtalt som Scripture Unions begyndelse, men det holder altså ikke helt stik.

Ideen med personlig bibellæsning og læseplaner kom faktisk fra en teenager ned navn Annie Marston. Hun forsøgte at få sine søndagsskoleelever til at læse selv i Bibelen i løbet af ugen, men det gik ikke rigtig. Ikke før hun begyndte at lave en liste af skriftsteder, de skulle læse på. Disse lister blev meget populære, og hun skrev til en af lederne i CSSM for at få dem til at udgive disse læselister.

1. april 1879 blev Scripture Unions systematiske, daglige læsemetode lanceret med 6000 medlemmer. Scripture Union begyndte altså som en arbejdsgren under CSSM, men den spredte sig hurtigt til hele England og snart også til andre lande.

I dag er Scripture Union en verdensomspændende organisation med arbejde i ca. 130 lande.

Scripture Unions logo er den stiliserede olielampe, som Bibellæser-Ringen også har som sit logo. Lampen illustrerer ordene fra Salme 119,105: “Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”.