Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Amos’ Bog

Amos’ Bog

Amos var fåreavler fra byen Tekoa, der lå i Sydriget i Judæas ørken, ca. 18 km syd for Jerusalem (1,1). Han havde også kvæg, ligesom han dyrkede morbærfigner (7,14). Derimod var han ikke profet af profession, dvs. han havde ikke fået oplæring hos en profet (7,14). Gud tog ham fra hjorden og kaldte ham direkte ind i sin tjeneste som profet i Israel (7,15). Han var lægmanden, Gud havde brug for i en bestemt åndelig mørk og kritisk tid. Som praktisk landmand havde han tillige boglig dannelse. Sproget og stilen i hans bog ligger på et højt plan, og den vidner om, at Amos har haft et indgående kendskab til det Guds ord, der var arvet fra fædrene. Det kan tænkes, at han har rejst rundt i Nordriget under de økonomiske højkonjunkturer for at sælge sine uld- og figenprodukter og derved fået indblik i de moralske og religiøse forhold i Israels storbyer.

Han virkede, mens Uzzija var konge i Juda (767-740, medregent fra 791) og Jeroboam II var konge i Israel (782-753, medregent fra 793). Jeroboam II fortsatte den afgudsdyrkelse, som hans navnebroder Jeroboam knap 150 år tidligere ved rigets deling forledte Israel til (2 Kong 14,24). Men han var en dygtig politiker og statsmand, så Israels rige under ham havde materiel fremgang. Landområder, der tidligere var gået tabt til Syrien, blev tilbageerobret (2 Kong 14,25). Handelen med nabolandene gav store rigdomme, og kulturen blomstrede. De velstående blev rige og levede i stor luksus. Denne økonomiske højkonjunktur bekræftes også af arkæologiske undersøgelser. Men den indre kraft svarede ikke til den ydre glans. Selv om afgudsdyrkelsen ikke var helt så grov og vederstyggelig som under Akab og Jezabel på Elias’ tid (1 Kong 16,30-33), var Israels gudsdyrkelse alligevel blevet en skal uden kerne, noget ydre der manglede kraft. Ganske vist fortsatte tempeltjenesten, men folkets hjerte var vendt bort fra Herren (4,4; 5,5.23). De åndelige og moralske forhold stod i klar modsætning til fremgangen på det materielle område. En skæv fordeling af
velstandsgoderne skabte en rig og grådig overklasse, der søgte sin rigdom på bekostning af de fattige. Lovens ord om at elske sin næste som sig selv gik i glemmebogen. Nydelsessyge og umoral tærede på folkesjælen. Usædelighed, drikkeri og uretfærdighed vandt frem (2,7-8; 6,4-6; 8,4-6). Man spurgte ikke efter Gud og hans vilje.

I denne situation kaldte Gud Amos ind i sin tjeneste. Det skete to år før jordskælvet (1,1). Arkæologiske udgravninger har afsløret et jordskælv ca. 760 f. Kr. Hans profetvirksomhed fandt sted i Nordriget, sandsynligvis i Betels helligdom. Vi ved ikke, hvor længe han virkede, men måske dannede episoden i Betel mellem Amos og førstepræsten Amasja afslutningen på hans offentlige profetgerning (7,12-15).

Hovedtanken i Amos’ forkyndelse er Guds retfærdighed. Af mennesket kræver Gud retfærdighed (5,14). Offer og gudstjeneste kan ikke erstatte retfærdighed (5,5). Amos bebrejder især de sociale synder. Hans forkyndelse er præget af social indignation, han vender sig imod de riges griskhed, udsugning af de fattige og uretfærdig retspleje (2,6-8; 5,7-13). På grund af alt dette vil Guds straf ramme Israel (5,18-20). Profeten var sendt for at tale til et folk, som var faldet fra Herren. Men det er ikke hele indholdet i Amos´ Bog. En rest skal overleve hjemsøgelsen, og så skal genoprettelsens tid komme. I 9,11-15 forkyndes evangeliet om Guds nåde og kærlighed. Herren glemmer ikke sit løfte til Davids hus og slægt (2 Sam 7,12-16). I NT fik de sidste vers hos Amos afgørende betydning på apostelmødet i Jerusalem (ApG 15,13-17).

Bogens inddeling:
1. Titel og tema (Am 1,1-2)
2. Otte domsord (Am 1,3-2,16)
3. Profetier mod Israel (Am 3,1-6,14)
4. Domssyner (Am 7,1-9,10)
5. Israels genrejsning (Am 9,11-15).

Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004