Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Andet Thessalonikerbrev

Andet Thessalonikerbrev

Der er næppe gået lang tid efter Første Thessalonikerbrev, førend Paulus fik foruroligende meldinger fra menigheden. Det var stadig synet på Jesu genkomst, der gav problemer. Nogle i menigheden mente ligefrem, at Kristi genkomst var så umiddelbart forestående, at det ikke tjente noget formål at passe sit daglige arbejde (2 Thess 3,11). Det var der allerede tendenser til, da Paulus skrev 1 Thess (4,11-12), men det synes at have udviklet sig til en alvorlig fare i menigheden. Andre var blevet så skræmt af denne lære, at de var helt ude af sig selv (2 Thess 2,2). Den alarmerende situation hang sammen med, at de både havde modtaget en falsk profeti og et falsk brev om Jesu genkomst (2,2). Vi ved ikke, hvordan Paulus er blevet informeret om den nyeste udvikling, men meldingerne har været så foruroligende, at han skønnede det nødvendigt med et nyt brev. Samtidig er der fortsat meget at glæde sig over ved thessalonikernes menighed. Dette brev er sikkert skrevet kort efter Første Thessalonikerbrev.

Brevets inddeling:
1. Menighedens tro og udholdenhed (2 Thess 1,1-12)
2. Lovløshedens menneske og Herrens dag (2 Thess 2,1-12)
3. Opfordring til udholdenhed og forbøn (2 Thess 2,13-3,5)
4. Formaning til at passe sit arbejde (2 Thess 3,6-16).
5. Afslutning (2 Thess 3,17-18).

Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004