Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Dommerbogen

Dommerbogen

Bogen har fået navn efter en række dommere, som den fortæller om. En nutidslæser må ikke lægge et moderne indhold i ordet dommer. Det hebraiske ord betyder nærmest en, som skaffer sit folk ret over dets fjender. Derfor oversættes det bedst med redningsmand, fører, befrier. Her er altså ikke først og fremmest tale om retsafgørelser, selv om dommerne også havde den opgave (Dom 4,5), men vi møder personer, som står frem i historiens skæbnetime, kaldet og udrustet af Gud til en særlig opgave. Bogen dækker tidsrummet fra Josvas død til profeten Samuel, en periode på 300-350 år. Vi ved ikke, hvem der har skrevet Dommerbogen. Ifølge den jødiske tradition er Samuel forfatteren. Oplysningerne i Dom 1,21 og 2 Sam 5,6-9 viser, at bogen må være skrevet før kong Davids tid.

Allerede i Bibelens skildring af ørkenvandringen tales der om vantro, tvivl og frafald hos israelitterne. Det fik også skæbnesvangre konsekvenser. Den nye generation, der under Josvas ledelse indtog Kana’ans land, syntes derimod at være præget af tillid til Herren og besjælet af troens frimodighed og kraft. Men da den generation var borte, skete der på ny frafald (2,10-11). Den hedenske religion i Kana’an med hovedguden Ba’al og det kvindelige modstykke Ashera/Astarte lokkede til frafald. Det var en frugtbarhedskult, som hang nøje sammen med såning og høst. Kulten skulle tjene til at sikre og forøge jordens frugtbarhed. Man mente, gudernes seksuelle forhold holdt årstidernes cyklus oppe og dermed også årsvækst og livsgrundlag. Men denne gudsdyrkelse var forbundet med seksuelle orgier, som på magisk måde skulle påvirke guderne og frembringe frugtbarhed på jorden. Denne frugtbarhedskult var især henlagt til helligsteder ude i naturen. Kana’anæerne var den veletablerede bondebefolkning med gode boliger etc. Israelitterne kom derimod fra fyrre års primitiv og kulturfattig ørkenvandring. De stod over for et erhvervs- og kulturskifte. I denne situation fulgte de ikke Herren af et udelt hjerte. I begyndelsen ville de både tjene Herren og samtidig stå på god fod med deres nye naboer ved også at dyrke deres guder. Men resultatet blev hurtigt, som salmisten udtrykker det: “De blandede sig med folkeslagene og efterlignede deres gerninger. De dyrkede deres gudebilleder, som blev en fælde for dem. De ofrede deres sønner og deres døtre til dæmonerne…de blev urene ved deres gerninger og bedrev hor ved deres handlinger” (Sl 106,35-37.39). Dommerbogen giver på en ganske særlig måde indblik i menneskenaturens fordærv. Men den giver os også indblik i Guds store nåde og langmodighed. Herren lod fjender angribe det frafaldne folk (Edom, Moab, Ammon mfl.). Men Gud forkastede ikke sit folk. Når de i deres nød råbte til Herren, sendte han hjælp ved at lade lederskikkelser fremstå.

Dommerbogen falder i tre dele:
1. Situationen efter Josvas død (Dom 1,1-3,6).
2. Den egentlige dommertid (Dom 3,7-16,31).
3. Beskrivelse af det religiøse forfald i folket (Dom 17-21).

Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004