Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Håb for opgivende bibellæsere

Er du kørt sur i din bibellæsning? Eller er du gået helt i stå? Det er vi flere der kender til. Heldigvis er der håb!

Håb for opgivende bibellæsere

Af Roar Steffensen

Jeg læste en gang en lille artikel om en ung pige, der beskrev sit forhold til bibellæsning nogenlunde sådan: ”Jeg har altid troet på Jesus, men jeg læste kun meget sjældent i Bibelen, for jeg forstod det ikke. Jeg opgav det og lagde Bibelen til side.”

Jeg møder mange mennesker, der har lignende erfaringer. Mange fortæller om, hvor svært de synes det er at få læst i Bibelen. Eller fortæller om, at de er gået helt i stå med bibellæsningen. Og jeg kender de fleste af deres oplevelser og frustrationer fra mig selv.

Et privilegium
Det kan godt undre, at det skal så svært, når vi tænker over, hvad der sker, når vi læser Bibelen. For Gud møder os og taler til os gennem Bibelen (Hebr 1,1-3). Ved ordet skaber han troen i vores hjerter (Rom 10,17), giver os visdom til frelse, opbygger os og udruster os til tjeneste (2 Tim 3,15-17). Ordet giver udholdenhed og trøst, så vi fastholder håbet (Rom 15,4). Derfor betegnes Guds ord også som mere værd end det reneste guld (Sl 19,11).

Når der er knyttet så store løfter og velsignelser til Guds ord, er det naturligt at se lidt på, hvorfor det ofte forekommer os så svært at læse det. Årsagerne kan være mange, og vi skal blot se på nogle enkelte her.

Lektier og dårlig samvittighed
Mange har som den unge pige, jeg nævnte i begyndelsen, en oplevelse af, at bibelteksten er svær at forstå. Og forstår vi ikke det, vi beskæftiger os med, mister vi motivationen.

En anden årsag til at man går i stå med bibellæsning kan være, at man anser bibellæsning for en sur pligt, der bare skal gøres. Mange går til bibellæsning med en negativ motivation: Jeg ved, jeg ikke kan fortjene frelsen, men det mindste jeg kan gøre er vel at have styr på mit andagtsliv og min bibellæsning. Og så kommer vi nemt til at betragte bibellæsning som en slags lektier i Guds skole, som vi skal have styr på.

Tæt forbundet med det forrige er også den dårlige samvittighed. Bibellæsning bliver nemt en slags temperaturmåler på, hvor godt det går med mit kristenliv. Og når det ikke fungerer skuffer jeg mig selv, måske også andre – og måske føler jeg endda, at jeg svigter Gud. Denne skuffelse og dårlige samvittighed er tung at slæbe rundt på, og derfor vælger mange at ”løse problemet” ved holde op med at kæmpe med det og simpelthen droppe bibellæsningen.

Rutinelæsning
Nogle kører træt i bibellæsning, fordi de bruger samme metode dag ud og dag ind. Og når det begynder at blive kedelig rutine, går der måske flere og flere dage i mellem, at man får sig taget sammen.
For andre er det netop det rutineprægede, der hjælper dem til at få læst. Men dette viser blot, at vi er meget forskellige som mennesker, og at der kan være stor forskel fra person til person på, hvad der gør bibellæsningen besværlig, og dermed også på, hvordan vi skal gribe det an.

Dovenskab og djævelskab
Det er nok ikke kun de mange unge, jeg taler med rundt omkring i ungdomsforeninger og på lejre, der kender til, at bibellæsning er svært, fordi der er så mange andre ting, man også gerne vil nå i løbet af dagen. Det er en stadig udfordring at prioritere sin tid rigtigt, så der bliver tid og plads til at få nogle stille minutter med Jesus.

Og endelig vil jeg nævne to ting, som ikke skal overses eller undervurderes: Dovenskab og djævelskab! Vi er nogle, der er mere eller mindre dovne af natur, og denne dovenskab kan let smitte af på vores åndelighed og dermed også på bibellæsningen. For mange er det en ret væsentlig årsag til, at de slider med at få læst jævnligt i Bibelen. Og så skal vi ikke glemme, at bibellæsning også er en del af en åndelig kamp. Djævelen ved godt, hvad bibellæsning handler om, og hvad det gør ved os, og derfor bruger han alle mulige kneb for at holde os væk fra at mødes med Gud i ordet.

Forpligtelse og frihed
På trods af besværlighederne, er der dog håb for den der slås med bibellæsningen. Og her er det vigtigt at tage alvorligt, at vi er forskellige som mennesker og har forskellige måder at tilegne os et stof på. Nogle er gode til at sætte sig ned for sig selv og læse. Andre får mest ud af at kunne røre ved noget eller gøre noget aktivt i forbindelse med læsning/indlæring. Er man ikke læser af natur, og har man lært at den eneste rigtige måde at tilegne sig Guds ord er at sidde stille alene og læse, så vil bibellæsning blive meget svært.

Men for hver enkelt handler det om at finde sin stil og form samt den rette balance mellem forpligtethed og frihed.

For når vi har erkendt, hvor vigtigt det er at blive i Kristus og hans ord, må vi også sætte noget ind på det, at det må lykkes. Det kræver f.eks. en viljes beslutning fra os, så vores valg og prioriteringer afspejler, at vi finder det vigtigt at møde Gud i hans ord.

Samtidig gælder det om at bruge friheden til at finde de former og den rytme, der passer hver enkelt bedst. Og der er stor frihed i at få vores bibellæsning placeret det rette sted i forhold til Gud. Det er ikke graden af succes med bibellæsning, der afgør, hvordan vi har det med Gud. Derfor skal bibellæsning ikke placeres inde i samvittigheden. Vores kampe og besværligheder med dette skal ikke få os til at føle os uværdige for Gud eller give os dårlige samvittighed. Denne frihed er i sig selv meget motiverende.

Derfor skal vi heller ikke give op, selv om vi en gang i mellem går død i bibellæsningen. Nogle gange skal vi måske skifte metode eller finde os et godt hjælpemiddel eller anden form for inspiration.

Og i samme forbindelse et par råd, der kan være befriende for den, der slås med bibellæsning: Er du den overansvarlige type, skal du måske sætte dine ambitioner ned. Det er bedre at få læst en lille smule jævnligt, end at knække halsen på sine store ambitioner. Det kan handle om tekstmængden, men det kan også handle om hyppigheden. Måske er det bedre for dig at få læst 4 gange om ugen, end at gå sur i at skulle læse 7 gange.

Er du doven: Læg undskyldningerne til side, se på privilegierne og velsignelserne ved bibellæsning, og gå så i gang. Find din stil, en metode der passer til dig, eksperimentér gerne, men sæt dig for at få læst noget. Og prøv en gang i mellem at komme lidt ned under overfladen i stedet for blot at læse for at få læst.

Bibeldagbog
For at komme lidt ned under overfladen og forstå teksten, kan det være en god idé en gang i mellem at notere nogle af de tanker, du gør dig om teksten. Bare et par linjer eller tre, der fortæller, hvad tekstens pointe er, eller hvad den siger dig. På den måde involverer du flere sanser i din læsning, og det hjælper dig til at reflektere over teksten og huske det, du har læst.

Læseplaner
Samtidig kan det være en rigtig god hjælp at have en læseplan, der giver kan give noget baggrundsviden og en forklaring, der kan være en nøgle til forståelse af teksten. En læseplan er også en tekstplan, der sørger for, at vi kommer rundt i hele Bibelen. På den måde lærer vi mere af Guds væsen og handlinger at kender.

Meditation
Det er også godt at variere vores læsning. Ofte har vi en meget rationel tilgang til teksten, og nogle gange trænger vi nok til en mere meditativ læsning. At meditere vil sige, at tænke og reflektere dybt over noget, så vi blive helt nærværende i det. Det har vi brug for at gøre over Gud også. Den mediterende læsning er en bedende læsning af Bibelen, hvor vi bliver helt nærværende i teksten.

Andre metoder
For andre konkrete ideer og tips til forskellige læsemetoder kan du kigge rundt på blr.dk

Pigens løsning
Den unge pige, jeg nævnte i begyndelsen, fandt en løsning: Hun gik simpelthen i gang med at læse Bibelen. Og så fik hun sig en læsemakker. Det kan være en rigtig god idé at have en fast aftale med en anden om at læse Bibelen sammen, så man gensidigt kan hjælpe hinanden til forståelse af teksten.

Det skal også være min anbefaling: gå i gang (igen). Brug nogle af de nævnte hjælpemidler. Forvent ikke, at bibellæsning skal være en stor åndelig oplevelse, hver gang. Det er vi ikke blevet lovet. Men vi er blevet lovet, at Gud møder os gennem ordet, og så sker der noget, også selv om ikke lige føler det så stærkt. Og en gang i mellem får vi også den gode oplevelse af, at ordet på en speciel måde taler til os.

God læselyst!

Støt Bibellæser-arbejdet i Danmark nu