Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

5. Mosebog

5. Mosebog

Der var gået knapt 40 år, siden Gud ved Sinaj indgik sin pagt med Israel. En ny generation var vokset op. Folket stod ved grænsen til det forjættede land, Kana’an, og Moses stod ved afslutningen af sin livsgerning. Da gav han folket sit åndelige testamente i en serie alvorlige og højtidelige taler, som udgør Femte Mosebog. Derefter gik han op på Nebobjerget, hvor Herren lod ham se det forjættede land. Så døde Moses, og en måned senere gik folket under Josvas ledelse ind i Kana’an.

I sine taler gentog Moses loven med henblik på livet i Kana’an. Den nye generation trængte til at få loven indskærpet med al den autoritet og varme, som prægede deres 120 år gamle leder. Indtrængende understregede han betydningen af lydighed mod Gud og hans vilje, og med stor alvor talte han om følgerne af vantro og frafald.

Inddeling:
1. Moses’ første tale (5 Mos 1,1-4,49)
2. Moses’ anden tale (5 Mos 5,1-26,19)
3. Moses’ tredje tale (5 Mos 27,1-30,20)
4. Moses’ fjerde tale (5 Mos 31,1-33,29)
5. Moses’ død (5 Mos 34,1-12).

Moses’ første tale (kap. 1-4) er et tilbageblik på ørkenvandringen. Han minder om Guds trofasthed og ledelse, men også om at den gamle generation måtte dø i ørkenen på grund af ulydighed. Den rummer en formaning til at holde loven. Talen introduceres af et forord (1,1-5), der placerer den i sin sammenhæng, og efterfølges af et appendiks om tilflugtsbyerne i Østjordanlandet (4,41-43).

Moses’ anden tale (kap. 5-26) handler om den lov, der blev givet ved Sinaj. Talen introduceres med nogle historiske oplysninger samt omtale af tid og sted (4,44-49). Selve talen falder i to hoveddele. Første del er en udlægning af De ti bud (kap. 5-11). Moses taler til en generation, der ikke var med på Sinaj. Derfor er der brug for en forklaring af det, Gud dengang gav sit folk. Han samler alle budene i det ene store kærlighedsbud (6,4-5). Anden del er den praktiske udmøntning af de grundlæggende principper, der er indeholdt i De ti bud (kap. 12-26). Afsnittet 12,1-16,17 handler om forholdet til Gud, hvordan et helligt folk dyrker Gud, mens 16,18-26,15 handler om forholdet til næsten. Den anden tale slutter med en højtidelig pagtserklæring, hvor Gud erklærer Israel for sit særlige ejendomsfolk, og hvor folket bekender sig til Herren og forpligter sig til at holde alle hans bud og befalinger (26,16-19).

Moses’ tredje tale (kap. 27-30) er rettet mod fremtiden. Den handler om indtagelsen af det forjættede land. Moses fornyer pagten ved at indskærpe Guds løfter og advarsler. Udfrielsen fra Egypten var Guds ubetingede gave til folket. Vil folket blive i befrielsens forhold til Gud, skal de opfylde pagtens krav. I denne forbindelse taler Moses alvorligt om velsignelse ved lydighed og forbandelse ved ulydighed. Han taler om livets vej og dødens vej.

Moses’ fjerde tale (kap. 31-33) er hans egentlige afskedstale, hvor han giver sine sidste formaninger til folket og dets nye leder, Josva. Moses’ sang (32,1-43), der er en del af pagtsfornyelsesceremonien (31,10-13.19-22), fremhæver Guds omsorg og godhed ved at stille den over for folkets utaknemmelighed og utroskab. Moses slutter sin tale og dermed sin gerning ved at velsigne Israels stammer, inden han dør. Derpå døde Moses. Gud begravede ham, og folket græd. Josva overtog ledelsen, og nekrologen over Moses blev skrevet (kap. 34).

Femte Mosebog handler i høj grad om vort forhold til Gud og vor næste. Moses henviser ofte til, hvem Herren er, og hvad han har gjort for sit folk. Samtidig pålægger han folket en særlig omsorg for fattige, fremmede, enker og faderløse. GT’s profeter knytter til ved bogens budskab, der også indeholder løfter om Kristus (ApG 3,22). NT indeholder mere end 80 citater fra Femte Mosebog. De mest kendte er fra Jesu fristelse i ørkenen, hvor han afviser djævelens tredobbelte fristelse med tre citater fra 5 Mos (Matt 4,1-11), og fra Jesu stridssamtale med farisæerne om det største bud i loven, hvor han ligeledes citerer 5 Mos (Matt 22,37-40).

Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004