Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Jakobs Brev

Jakobs Brev

Forfatteren – Jesu bror – forudsættes bekendt af læserne. Før Jesu død og opstandelse troede Jesu brødre ikke på ham (Joh 7,5), men efter himmelfarten var Jakob og hans brødre sammen med apostlene (ApG 1,14). Forklaringen får vi formentlig i 1 Kor 15,7, hvor Paulus fortæller, at Jakob mødte sin bror, Jesus, som den opstandne Herre og Kristus.

Snart blev Jakob sammen med apostlene leder i menigheden i Jerusalem. Da Jakob, Zebedæus´ søn, led martyrdøden år 44, og Peter samtidig måtte flygte fra Jerusalem (ApG 12,17f.), blev Jakob menighedens egentlige leder. Den stilling havde han i henved 20 år, til han led martyrdøden ved stening år 62. På apostelmødet i 48/49 spillede Jakob en ledende rolle. Han anerkendte fuldt ud hedningernes ret til evangeliet (ApG 15,13. Gal 2,9), men holdt selv fast ved de jødiske skikke og traditioner (ApG 21,20-25).

Efter mordet på Stefanus udbrød der forfølgelse, så mange fra Jerusalem-menigheden blev spredt ud over Judæa og Samaria, og senere bosatte jødekristne sig overalt i det mægtige romerrige. Jakob skriver til dem, der var åndelige børn af modermenigheden i Jerusalem.

Brevet indeholder ikke personlige antydninger som hilsener, rejseplaner eller forbønsemner. Det er et formanings- og påmindelsesbrev til de forskellige jødekristne. Han kendte deres prøvelser (1,2) og de sociale forhold hos dem (1,9-10; 5,1-8). Der var også ufred og strid hos læserne (4,1). Der var en tendens til at stole på verden (4,4), og nogle gik meget op i ydre rigdom (5,1). I enkelte tilfælde blev der også gjort forskel på rig og fattig (2,1ff). Det stod i det hele taget ikke tilstrækkelig klart for læserne, at hvis troen skulle være levende, måtte den bære frugt i det daglige liv (2,14-26). Læserne har været fortrolige med GT (1,25; 2,8-13), ligesom deres mødested har været en synagoge (2,2), men flere af dem har måske brugt Paulus´ forkyndelse af frelse uden lovens gerninger som en undskyldning for moralsk slaphed. Brevets hovedtanke er praktisk gudsfrygt.

Jakob har et rigt billedsprog, stærkt præget af GT, som minder om Jesu sprogbrug (jf. fx Matt 5-7). En række etiske temaer tages op i forlængelse af Jesu forkyndelse. Centralt i brevet står sammenkædningen af gudsdyrkelse og etisk livsførelse. Nogle har hævdet, at der er en modsætning mellem Paulus’ retfærdiggørelseslære og Jakobs ord om forholdet mellem tro og gerninger (2,14-26). Men Jakob fornægter ikke på nogen måde retfærdiggørelsen af nåde ved tro alene. Paulus og Jakob supplerer hinanden. Over for mennesker, der vil bygge deres frelse på egne gerninger, må Paulus’ hovedanliggende lyde for fuld kraft. Men hvis kristne vil nedvurdere eller direkte afvise gerningerne, ja måske erstatte syndernes forladelse med syndernes tilladelse, så skal Jakobs hovedanliggende udbasuneres.

Brevet er antageligt skrevet før apostelmødet i Jerusalem, og før hedningemissionen for alvor fik sit gennembrud, dvs. midt i 40’erne. Det er NT’s ældste skrift.

Brevet kan inddeles i ti kendetegn på ægte gudsfrygt:
1. Prøvelser (Jak 1,2-12).
2. Fristelser (Jak 1,13-18).
3. Ordets hørere og ordets gørere (Jak 1,19-27).
4. Ingen personsanseelse (Jak 2,1-9).
5. Lovlydighed (Jak 2,10-13).
6. Tro og gerninger (Jak 2,14-26).
7. Kontrol over tungen (Jak 3,1-12).
8. Nej til misundelse, verdslighed og falsk sikkerhed (Jak 3,13-5,6).
9. Tålmodighed (Jak 5,7-12).
10. Bøn (Jak 5,13-20).

Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004