Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Klagesangene

Klagesangene

Katastrofen var indtruffet. Jerusalem var faldet. I Klagesangene mærker vi mere end i noget andet skrift det religiøse og teologiske chok, som katastrofen i året 586 f.Kr. skabte i Israel. Jerusalems fald og ødelæggelse var ikke bare en national ulykke, men i fuldt så høj grad en religiøs katastrofe. Det var jo Gud selv, der med vældig hånd havde ført Israel ind i det forjættede land. Han havde ved en speciel udvælgelse udvalgt Zion. Helligdommen dér, templet, var på en særlig måde Guds bolig, og på den måde var den stedet for Guds nærvær i sit folk.

Dog havde profeterne advaret folket. Især Jeremias havde tidligt og sent advaret og formanet dem til at vende om til Herren deres Gud. Han havde forudsagt, hvordan det ville gå, hvis de ikke omvendte sig fra deres onde veje. Men folket havde med dets konger og ledere i spidsen stået ham hårdt imod, forfulgt og mishandlet ham og ikke fulgt hans råd. Nu var hans profetier gået i opfyldelse. Flertallet af befolkningen var bortført til Babel, templet nedbrændt og byen jævnet med jorden.

Forfatteren til Klagesangene ser klart retfærdigheden i den dom, som for syndens skyld var gået over Jerusalem. Det er tankevækkende, at han slet ikke nævner babylonierne. Han er overbevist om, at folket alene har med Gud at gøre. Der findes en stærk tone af syndsbekendelse i Klagesangene. På grund af synden har folket fået Gud imod sig. Men der findes også en håbets tone. Hvor der ikke findes noget menneskeligt håb, kan Guds forbarmende kærlighed hjælpe. Når forfatteren retter blikket opad, bliver han en herlig evangelist: “Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor” (3,22-23).

Bogen læses endnu af fromme jøder hver fredag aften ved grædemuren i Jerusalem. Den læses ligeledes i synagogerne verden over på den dag i august, hvor man mindes Jerusalems ødelæggelse. Det mest iøjnefaldende særtræk ved Klagesangenes formelle opbygning er, at de har en såkaldt akrostisk form, dvs. versene i hvert klagedigt (kapitel) har et begyndelsesbogstav, som følger rækkefølgen i det hebraiske alfabet, der har 22 bogstaver. V.1 begynder således med det hebraiske “a”, v. 2 med det hebraiske “b” osv. Kapitlet har derfor 22 vers. Dog er der undtagelser. Kap. 3 har således 3 gange 22 vers, ligesom kap. 5 er anderledes. Man ved ikke, hvem der er forfatteren. Jøderne antog – uden tvivl med rette – at det var Jeremias.

Bogen består af 5 sange, sådan at hvert kapitel danner en sang. De to første og de to sidste kan karakteriseres som nationale klagesalmer. Den tredje er en individuel klagesalme helt til v. 40, så går den også over i en national klagesalme.

Bogens inddeling:
1. Jerusalems ødelæggelse (Klages 1)
2. Bag Jerusalems ødelæggelse står Herrens vrede (Klages 2)
3. Herrens troskab og barmhjertighed giver håb (Klages 3)
4. Folkets synd er årsag til nøden (Klages 4)
5. Hjælpen består i at vende om til Herren (Klages 5).

Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004