Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Ruths Bog

Ruths Bog

Bogen har navn efter hovedpersonen, den moabittiske kvinde Ruth. Forfatteren er ukendt, men bogen er kendt for sin litterære skønhed. Om dens sprog og stil har Goethe sagt: “Vi ejer intet i verdenslitteraturen, som i elegance kan sammenlignes med den episke og idylliske poesi i Ruths Bog”. Den er sikkert skrevet under Davids regeringstid (4,22), og den giver et interessant indblik i sociale og retslige forhold i dommertiden. Den er også en ypperlig skildring af trofast kærlighed og gudsfrygt. Ruth vælger at følge sin svigermor og gå ind i Israels folk og søge ly under Herrens vinger (2,12). Gud velsigner den trofaste Ruth, og i Betlehem bliver hun en anset mands hustru og stammoder til Davids slægt. Dermed får hun også en plads i Jesu slægtsbog (Matt 1,5).

Ruths Bog danner overgangen mellem Dommerbogen og Samuelsbøgerne. Poul Madsen har i sin Bibeloversigt, Forlaget Mod Målet, København 1955, karakteriseret den på følgende måde: “Den er en vidunderlig modsætning til Dommerbogen. Det er som en fredfyldt solopgang efter en bælgmørk uvejrsnat – i stedet for troløshed trofasthed, i stedet for umoral renhed, i stedet for slagmarker Boaz´ høstmark, i stedet for kampråb og stridslarm stilhed, hvile og idyl”. Desværre passer dette citat ikke så godt på den nye oversættelse fra 1992. Her møder vi ikke den samme renhed som i oversættelsen fra 1931. Den nye oversættelse er næppe korrekt, når den i 3,4.7 lader Ruth klæde sig af og lægge sig ved Boaz´ fødder. Det er bedre med den gamle oversættelse, hvor hun løfter kappen op ved hans fødder og lægger sig der.

Overgangen er brat fra de sidste kapitler i Dommerbogen, der skildrer afgudsdyrkelse og blodsudgydelse, til familieliv, tro og ægte fromhed i Ruths Bog. Men i Guds folks historie sker det gentagne gange, at i frafaldstider bevarer Herren en rest, der følger og adlyder ham. Det er fra sådanne restgrupper, vækkelsen og fornyelsen vælder frem, når Guds ånd skaber nyt åndeligt liv. Man kan vanskeligt tænke sig det religiøse og nationale opsving under Samuel og David uden nogle gudfrygtige og gudhengivne familier ved dommertidens afslutning.

Bogens inddeling:
1. No´omi og Ruth rejser til Betlehem (Ruth 1)
2. Ruth møder Boaz, en velstående landmand (Ruth 2-3)
3. Boaz gifter sig med Ruth (Ruth 4).

Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004