Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

SU og Danmark

I det daglige er Scripture Union ikke synlig i Bibellæser-Ringens arbejde, så hvad er det vi får ud af, at være med i dette netværk?

SU og Danmark

Når man køber et af vore hæfter eller benytter ressourcerne på hjemmesiden, mærker man ikke, at Bibellæser-Ringen er en del af det internationale netværk Scripture Union (SU). Men udveksling af erfaringer med andre organisationer, som arbejder med det samme fokus som os, har igennem årene været med til at styrke det danske arbejde på flere måder.

Bibelbrug i Mellemøsten

Flemming Kofod-Svendsen var i nogle år redaktør af Bibelnøglen, og var i den forbindelse med til at fremme bibelbrug i Israel blandt messianske jøder og kristne mindretal i de omkringliggende arabisktalende lande. Det førte bl.a til at han deltog i en konference i Ægypten med repræsentanter fra de kristne i nogle arabisktalende lande.
”Jeg husker tydeligt, at en delegeret sagde: ’Vi risikerer at blive overvåget, så vi skal være forsigtige med hvad vi siger om enkeltpersoner. Uheldige oplysninger vil kunne skade dem’. Denne oplysning fik mig til at tænke på, hvor priviligeret jeg er, ved at leve i et frit land, hvor jeg ikke bliver overvåget, når jeg deltager i kristelige arrangementer”, fortæller den tidligere redaktør.

Det var svært at få sat arbejdet med en læseplan i gang i Israel pga teologiske forskelligheder blandt de messianske jøder. Til gengæld gik det bedre med at lave lejre for børn og unge. Lejre i høj grad også en ”SU-ting”, forstået på den måde, at i mange lande fylder lejrarbejde rigtig meget. Fx er de tendenser, som Flemming erfarede i Israel og Mellemøsten meget lig med det, som vi har set ske i de tidligere sovjetlande, som blev en del af SU for godt 25 år siden, da Sovjetunionen gik i opløsning.

Fællesskab og netværk

For medarbejderne i Bibellæser-Ringen bliver SU-fællesskabet i høj grad et ”fagligt” fællesskab om bibellæser-sagen og et kollegialt fællesskab med mennesker, som man kommer tæt på. To tidligere generalsekretærer, Erik Baun (generalsekretær fra 1992 til 2007) og Roar Steffensen (generalsekretær fra 2007 til 2012), tænker tilbage på fællesskabet i SU med stor glæde. Fx var samværet på lederkurser og de årlige samlinger for lederne i de europæiske SU-organisationer af stor værdi.

Erik fortæller, hvor man ofte talte om SU ”the SU-family”. “Det var i min tid meget almindeligt, at Europa-sekretæren sendte en mail og bad om forbøn, hvis han fik melding om personlige problemer hos nationale medarbejdere. Når problemerne – sygdommen, operationen eller, hvad det nu var – havde fundet en løsning, eller sygdommen, operationen var vel overstået, kom der altid en mail med en kort opdatering og opmuntring til tak og fortsat forbøn.”

”Det at mødes i et godt og fokuseret fællesskab om en fælles sag på trods af alle forskelle og uligheder, det har været både opbyggende, opmuntrende og utrolig sjovt! Jeg sidder og smiler og bliver varm om hjertet, når jeg tænker på dette!” fortæller Roar og fortsætter: ”Hvor har jeg dog grinet meget med mine SU-venner, og hvor er der mange personer, der har gjort indtryk og har inspireret mig og er gået i hjertet på mig. Jeg er meget taknemmelig for SU!”

Bidrag fra Danmark

Selv om SU er en stor bevægelse, når det kommer til udbredelsen rundt om i verden, så er selve ”centralorganisationen” ikke særlig stor, men er i høj grad båret af at de nationale organisationer bidrager med ressourcer. I tidens løb har Bibellæser-Ringen bl.a. gjort det ved at generalsekretærer har haft tillidsposter. Erik Baun var for eksempel koordinator for den skandinavisk-baltiske undergruppe i otte år år, hvor det at lære de tidligere sovjetlande om demokratisk ledede organisationer var vigtigt. Roar Steffensen og undertegnede var/er ”Bible Ministry Coordinators” i den europæiske region, og bidrager dér, med nogle af de erfaringer, som Bibellæser-Ringen har gjort sig mht at udvikle inspiration til bibelbrug på digitale platforme.
Det samme gør sig gældende for andre af de nationale bevægelser.

Støt den store vision

Hvis du vil være med til konkret at støtte SU i anledningen af jubilæet, er der flere måder at gøre det på:

  • Du kan gøre det ved at give direkte på SU’s hjemmeside.
  • Du kan også give din gave via Bibellæser-Ringen i Danmark. Så samler vi alle gaverne og formidler dem videre. Det kan du gøre på vores hjemmeside eller MobilePay 9395 8227 (skriv “SU150” i kommentarfeltet).