Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

50 års jubilæum som bibellæser

I 1969 fik Carsten Hjorth Pedersen sin første Bibel, og den har han læst i lige siden. Hvad det betyder af glæder og udfordringer reflekterer han over her

50 års jubilæum som bibellæser

Jeg blev konfirmeret den 5. oktober 1969. Af mine forældre fik jeg festen og en bibel. Jeg var ærligt talt lidt skuffet. Og det var ikke nemt at fortælle om dén gave til mine klassekammerater.
Men i dag ser jeg anderledes på det. Hvilken uvurderlig bog mine forældre gav mig! For jeg har været bibellæser siden dengang. Eller for at være mere præcis: Jeg får som regel ikke læst i weekenderne og i ferierne. Men bibellæsningen har frem til i dag været fast rutine ugens fem hverdage.

Bibelvækkelsen

Når jeg blader i min konfirmationsbibel, ser jeg, at den blev flittigt brugt. Mange understregninger og noter. Nogle af dem lidt sentimentale. Men det var ikke blot min bibel, der så sådan ud. Det gjaldt også de mange kristne jævnaldrendes bibler. For vi var en del af en markant bibelvækkelse op igennem 70-erne og 80-erne.
Jeg er i gang med den tredje gennemlæsning af Bibelen, så de fleste dage bliver det blot til nogle få vers. Jeg har kun i begrænset omfang brugt hjælpemidler, fx læseplaner eller kommentarer. Undervejs springer jeg frem og tilbage mellem skrifterne.
Her ved 50 års jubilæet har jeg reflekteret lidt over, hvad denne daglige rutine har betydet for mig, og hvad den har været kendetegnet ved. Lad mig nævne fire ting:

1. Et selvstændigt forhold til bibelordet

Min bibelbrug har givet mig et forholdsvis selvstændigt forholdt til bibelteksterne. Det var også, hvad forkyndere og ledere opmuntrede til: Det handler ikke primært om, hvad professor NN eller bibelskolelærer MM mener, at der står, men hvad du selv møder i teksten. I dag vil jeg nok slå til lyd for, at teksterne også skal læses af fællesskaber, fordi vi i den fælles læsning kan give hinanden noget. Men at jeg har fået et selvstændigt forhold til Ordet, er jeg nu både glad for og stolt over.

2. En stor fond af viden at trække på

Den daglige bibellæsning har også givet mig en del viden og indsigt i den bibelske verden, de bibelske personer og den bibelske historie. Det har jeg livet langt kunnet trække på i mange forskellige situationer: Når jeg taler med mennesker om tro. Når jeg fortæller bibelhistorie for børn. I mit daglige arbejde med religionspædagogik. Når jeg forkynder Guds ord. Når jeg har brug for et ord til trøst og opmuntring for mig selv eller andre.

3. En tiltagende kamp med bibelteksterne

Man kunne måske forvente, at man med årene får et mere ”harmonisk” forhold til bibelteksterne, altså at de ligesom ikke yder så stor modstand. Sådan har det ikke været for mig. Tværtimod. Som årene er gået, slår jeg mig på flere og flere tekster. Især tekster fra Gamle Testamente kan provokere mig, og jeg kan have svært ved at vride aktuel mening ud af dem. Det må jeg leve med, og selv om det er besværligt, er det måske også sundt at skulle ”kæmpe for føden”?

4. En livline til ham, der har talt ordene, er holdt ved lige

Vigtigst: Bibellæsningen har været som det daglige rugbrød i mit liv. Enkelte dage har det været som en festlig lagkage, men langt de fleste dage som min madpakkes højt elskede leverpostejmad med rødbede. Når jeg ser tilbage over de 50 år, fyldes jeg af en stille liflighed, der minder mig om den gode rutines velsignelser. Ikke for rutinens egen skyld, men fordi HAN nærer mig gennem rutinen. Bibellæsningen er blevet en livline for mit kristne menneskeliv.

Af Carsten Hjorth Pedersen, daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut