3. Mosebog

3. Mosebog

Lasse Holmgaard Iversen,  

3. Mosebog

Ifølge NT er Moses ophavsmand til Tredje Mosebog (Matt 8,4. Mark 1,44 mfl.). Han har skrevet bogen under ørkenvandringen, sandsynligvis kort tid efter Guds åbenbaring på Sinaj bjerg, dvs. ca. 1440 f. Kr. Tredje Mosebog fortsætter, hvor Anden Mosebog slutter, nemlig midt i lovgivningen på Sinaj.

Bogen kan opdeles i fem afsnit af forskellig længde:
1. Offerloven (3 Mos 1,1-7,38)
2. Præsterne (3 Mos 8,1-10,20)
3. Loven om rent og urent (3 Mos 11,1-15,33)
4. Den store forsoningsdag (3 Mos 16,1-34)
5. Hellighedsloven og højtiderne (3 Mos 17,1-27,34).

Tredje Mosebog fortæller, hvordan den hellige Gud kan have fællesskab med syndige mennesker. Svaret er: ved offerdyrets blod. Offerinstitutionen er Guds gave til sit folk. Det uskyldige dyr dør i synderens sted. Blodet på alteret skaffer soning (1,4), og synden bliver udslettet ved tilgivelsens nåde (4,31). Dette er bogens hovedanliggende. I offerloven beskrives de fem hovedofre og deres funktioner. Det er brændofferet (kap. 1), afgrødeofferet (kap. 2), måltidsofferet (kap.3), syndofferet (4,1-5,13) og skyldofferet (5,14-26). I 3 Mos 6-7 får præsterne vejledning om de forskellige offertyper.

Ved offerdyrets blod skaffes soning for synd. Men den hellige handling kan ikke udføres af synderen selv. Han har brug for en mellemmand mellem sig selv og Gud. Derved mindes han om, at der er afstand mellem synderen og den Hellige. I GT var det ypperstepræsten og hans sønner, som skulle formidle syndernes forladelse ved de ofre, Herren selv havde foreskrevet. De første i den tjeneste var Aron og hans sønner. I 3 Mos 8-10 hører vi både om indsættelsen af Aron og hans sønner, men også om det ansvarsfulde ved at være Guds præst, og at ulydighed mod Gud kan få de alvorligste følger.

Det folk, der har fået det høje kald at tjene Herren, har brug for at kende forskel på det, som er rent og godt i Guds øjne, og det som ikke er det. Det er formålet med lovgivningen om rent og urent – og med lovgivningen om renselse. Israels menighed skal opdrages til at skelne og til at søge soning. Det kan være vanskeligt for os at forstå og at acceptere urenhedsforskrifterne (fx 3 Mos 12). Men det er tankevækkende, at der ofte er beskyttende eller sundhedsregulerende aspekter i dem.

Kap. 16 er et vigtigt afsnit i Tredje Mosebog. Det handler om ypperstepræstens tjeneste i det Aller Helligste, til soning for hele menighedens synd. På denne ene dag om året står han på en særlig måde for Guds ansigt på et helt folks vegne. Kapitlet har fået stor betydning i Hebræerbrevet, hvor den gamle pagts ypperstepræst er et forbillede på vor fuldkomne ypperstepræst, Jesus Kristus. Med rette er det sagt, at over de første 16 kapitler kunne man sætte overskriften: “Adgang til nådens trone”.

I 3 Mos 17-27 hører vi om reglerne for det folk, der tilhører Gud. Folket har været inde foran Guds ansigt, frelsens grund, og sendes nu ud til at leve frelsens liv i verden. Folket er kaldet til at leve et liv i hellighed, ligesom Gud selv er hellig. Folkets liv i verden afbrydes af festerne, hvor folket træder frem for Gud for atter at blive mindet om helligheden. Ved festerne skal folket mindes Guds gerninger og Guds velsignelse over landet.

Tredje Mosebog har haft en enorm betydning i vor frelses historie. Gennem loven blev det stærkt understreget, at Gud kræver renhed og hellighed. Syndefaldets frygtelige virkelighed blev malet Israels folk for øje, når de på ny og på ny måtte lære, at syndens løn er død, og at den eneste redning består i soning, som kun kan finde sted, når blod udgydes.

Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004

URL: https://blr.dk/resource/introduktion-til-3-mosebog/