Ezras Bog og Nehemias´ Bog

Ezras Bog og Nehemias´ Bog

Lasse Holmgaard Iversen,  

Ezras Bog og Nehemias´ Bog

Bibelen taler klart om, at Gud styrer historiens gang. Når Israels folk adlød Gud og holdt den pagt, Herren havde sluttet med sit folk, var det under hans velsignelse. Var folket ulydigt og brød pagten, kom det under Guds dom og straf. Det blev ramt af forbandelse. Efter kong Salomos død blev folket splittet i tistammeriget/Israels rige i nord og tostammeriget/Juda rige i syd.

Israels rige faldt hurtigst fra Herren og gled ind i hedensk afgudsdyrkelse. På grund af sin synd gik Israels rige undergangen i møde i 722 f.Kr., da Samaria blev erobret af assyrerkongen Salmaneser og folket bortført til Assyrien. Folket blev ikke alene bortført, men det gik helt til grunde som folk. Det forsvandt slet og ret ud af historien. Det erfarede i sandhed, hvad det vil sige at komme under forbandelsen, fordi det forlod Gud og ikke lod sig advare af hans sendebud. Dog tyder meget på, at enkeltpersoner og smågrupper senere tilsluttede sig Juda rige.

I Juda rige blev troen på den levende Gud fastholdt på en ganske anden måde, men heller ikke her gik man fri af hedenskabet. Profeter og gudfrygtige konger som Hizkija og Josija bekæmpede hedenskabet, mens andre fremmede det. Derfor måtte straffen også ramme Juda rige. I år 605 f.Kr. blev det besejret af kong Nebukadnesar, som førte en del af skattene fra Herrens hus og en del ledende mænd, deriblandt profeten Daniel, til Babylon (2 Krøn 36,7). Fra det år regnes politisk det 70-årige babyloniske fangenskab. I år 597 f.Kr. fulgte et nyt nederlag, hvor kong Jojakin blev ført som fange til Babylon sammen med mange andre – bl.a. profeten Ezekiel (2 Krøn 36,10). Men afgudsdyrkelsen fortsatte, og i år 586 f.Kr. kom så den endelige og fuldstændige ødelæggelse af Jerusalem. Templet blev brændt, murene revet ned og folket bortført til Babylon (2 Krøn 36,20). Gang på gang havde Herren sendt sine profeter for at advare sit folk, men det ville ikke høre. Det forkastede Herrens ord. Dermed kom også Juda rige til at opleve forbandelsen. Men det gik ikke til grunde. I fangenskabet gennemgik folket en lutrings- og renselsesproces. Der kom en fornyet besindelse på den religiøse arv. Jøderne betragtede sig nu mere som en åndelig enhed – en menighed omgærdet af loven – end som en nationalstat. Synagoger blev bygget, hvor folk kunne samles til gudstjeneste. Her var Ordet i centrum. Bøn og lovsang blev også faste led i gudstjenesten. De hellige skrifter fik større og større betydning. Særlig gennem studiet af loven fremstod efterhånden den gruppe mennesker, som blev kaldt de skriftlærde. Man lagde vægt på det, der adskilte Guds folk fra de andre folk, nemlig pagten med Herren og deres hellige skrifter. De erkendte, at fangenskabet var Guds straf over den afgudsdyrkelse, som havde fundet sted. En rest fik så lov at vende tilbage, den fromme kerne af Juda og Israels rige. Det var det folk, hvor i tidens fylde Messias, den lovede frelser og konge, blev født.

Gud havde lovet sit folk befrielse fra fangenskabet efter 70 år (Jer 25,12; 29,10. Dan 9,2). På den politiske himmel begyndte det også at lysne. Efter storkongen Nebukadnesars død i 562 f.Kr. kom der svage efterfølgere. Samtidig var Kyros i de iranske højsletter begyndt sin sejrrige fremmarch. Da han i 538 f.Kr. rykkede mod selve Babylon, fortæller han selv i en indskrift, at byen åbnede sine porte for ham uden modstand. Den nat blev Babylons sidste konge Belshassar dræbt. GT sætter denne store begivenhed i sammenhæng med den ugudelige fest, han holdt (Dan 5), og ser hans død som Guds straf. Men dermed er også sagt, at Kyros´ sejr over Babylon og hans indtog i byen var villet og planlagt af Gud selv (Es 44,28-45,7). Med Kyros´ sejr opstod det persiske rige, som var oldtidens største vest-asiatiske rige.

Da Kyros var kommet til magten, tillod han som en af sine første embedshandlinger de fangne folkeslag at vende tilbage til deres hjemlande og at medtage deres afgudsbilleder. Eftersom israelitterne ikke havde afgudsbilleder, fik de i stedet lov til at medbringe de tempelskatte, der var i behold. Dermed er vi fremme ved begyndelsen af Ezras Bog, der er en direkte fortsættelse af Anden Krønikebog.

Ezras Bog har sit navn efter hovedpersonen i bogens anden del. Det fremgår ikke direkte af bogen, hvem der er dens forfatter, men ifølge jødisk tradition er Ezra forfatteren. Et argument for denne opfattelse er, at forfatteren i flere passager taler i første person. Nehemias´ Bog er en direkte fortsættelse af Ezras Bog. Af flere udtalelser i bogen er det naturligt at regne Nehemias for bogens forfatter. I den hebraiske bibel betragtes de to bøger som en helhed. De skildrer jødefolkets historie efter det babyloniske fangenskab. De dækker tilsammen årene 538-433 f.Kr. Dog giver de ingen sammenhængende skildring, men behandler alene de vigtigste begivenheder.

Inddeling af Ezras Bog:
Ezra 1-6: Tilbagekomsten under ledelse af statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Jeshua. Ca. 50.000 vender tilbage. I Jerusalem rejser de alteret på dets gamle fundamenter og går i gang med at genopbygge templet. Men entusiasmen ender snart i modløshed. De møder modstand fra bl.a. samaritanerne. Dertil kom misvækst, dyrtid og inflation. I 520 kommer genopbygningen igen i gang især takket være profeterne Haggaj og Zakarias. I 516 står templet færdigt, 70 år efter ødelæggelsen.
Ezra 7-10: Tilbagekomsten under præsten Ezra. 58 år efter templets indvielse, dvs. 458 f.Kr. brød Ezra op fra fangenskabet og vendte sammen med 2000 efterkommere af de bortførte tilbage til Jerusalem. Her påbegynder Ezra, der er skriftlærd og en meget dygtig bibeludlægger, en reformation ved at undervise Guds folk i Guds lov. Jøderne anser Ezra for deres største leder efter Moses. Hans gerning er en milepæl i det jødiske folks historie. Fra nu af samler interessen sig om at studere den skriftlige arv fra fædrene.

Inddeling af Nehemias´Bog:
Neh 1-7: Genrejsningen af Jerusalems mure. Mens Ezra var en from præst og dygtig teolog, var Nehemias en gudfrygtig, men energisk og beslutningsdygtig politiker. Han havde en meget betroet og indflydelsesrig stilling hos perserkongen. Den forlod han i 445/444 f. Kr. for at rejse til Jerusalem og hjælpe sine nedslåede landsmænd. I de følgende år udfoldede han sit organisationstalent, så Jerusalems mure blev genopbygget.
Neh 8-13: Religiøse reformer under Ezra og Nehemias. Efter at murene var genopført, så Jerusalem lå beskyttet, skulle livet i den hellige by organiseres. Grundlaget for Guds folks liv både som folk og som enkeltpersoner er Guds ord. Under højtidelige former indgik folket en pagt med Gud, hvori de lovede at holde Guds ord og leve som et helligt folk. Men det gik her som så ofte før: folket brød hurtigt den pagt, det selv havde indgået. Især gik det galt, da Nehemias vendte tilbage til Persien (Neh 13,6). Under hans fravær har måske profeten Malakias virket. Da Nehemias vendte tilbage, har de måske i fællesskab videreført det reformatoriske arbejde. Her slutter den hellige historieskrivning, som først blev genoptaget, da Gud igen skabte nyt i sit rige ved Johannes Døbers og Jesu fødsel.

Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004

URL: https://blr.dk/resource/ezras-bog-og-nehemias-bog/