Nahums Bog

Nahums Bog

Hakon Christensen,  

I en betagende poesi og med kraft og majestæt beskriver Nahum både Gud som historiens suveræne hersker og forudsiger samtidig Ninives fald. Vi kender kun Nahum fra Nahums Bog, hvor han i begyndelsen omtales som elkoshitten. Vi kender ikke med sikkerhed byen Elkosh’s beliggenhed eller den nøjagtige tidsangivelse for Nahums virke, men der er nogle sikre holdepunkter. Hans profetier om den assyriske hovedstad Ninive går i opfyldelse i 612 f. Kr., hvor byen blev erobret af babylonierne og mederne. Samtidig fremgår det af 3,8, at byen No-Amon, bedre kendt under det græske navn Theben, vore dages Luxor, er indtaget af assyrerne. Det skete i 663. Det er i løbet af denne periode, at Nahum er trådt frem med sit budskab.

Første gang, vi i Bibelen hører om Ninive, er i 1 Mos 10,11, hvor der fortælles om dens grundlæggelse. Den lå i det nuværende Irak. Ninive blev senere hovedstad i det store assyriske verdensrige, som erobrede det ene folk efter det andet. Det var datidens krigerfolk, der var frygtet for deres store grusomhed. I 722 erobrede assyrerne Nordriget, hvor mange af israelitterne blev bortført østpå til det store assyriske rige.

Nahums budskab er eksklusivt rettet mod Ninive. Han er den eneste profet, der ikke har et advarsels- eller domsord til sit eget folk. Ninive falder, fordi assyrernes mål af ondskab og grusomheder er fuldt. Nahum giver et vigtigt bidrag til forståelsen af Gud som historiens herre, der er langmodig, men som ikke for altid bærer over med et folk, som i hovmod sætter sig op mod hans vilje.

Bogens inddeling:
1. Herren som verdenshistoriens strenge og retfærdige dommer (Nah 1,1-8)
2. Herrens dom over Ninive (Nam 1,9-2,1)
3. Profetisk skildring af Nineves fald (Nam 2,2-14)
4. Veråb og spottesang over Nineve (Nam 3,1-19).

Fra “Bibelens bøger” af Flemming Kofod-Svendsen, Logos Media 2004

URL: https://blr.dk/resource/nahums-bog/