En bibellæsende kirke er stærkere!

En bibellæsende kirke er stærkere!

Der må være en sammenhæng mellem præsten der har svært ved at tro på opstandelsen og den lille procentdel af bibellæsende danskere

Hakon Christensen,  

Debatten om præsters tro og tro på det overnaturlige i det hele taget, er i fuld gang.

På én gang en sørgelig og interessant debat. Sørgelig fordi det ikke hænger sammen, at en præst i en kristen kirke, i bedste fald er i tvivl om, hvorvidt Jesu opstandelse virkelig fandt sted. I værste fald fornægter han det. Interessant fordi vi dermed får et indblik i konsekvenserne af en teologi, der sætter spørgsmålstegn med Guds overnaturlighed og Bibelens troværdighed.

Danskere og bibellæsning
I 2013 kom det frem, at 62% af alle danskere har en Bibel i deres hjem. Det blev jeg glad for at høre! Men 58% af alle danskere læser aldrig i deres Bibel. Og kun 5% læser i den en gang i måneden eller oftere. Det var knap så opmuntrende.

Troen på det guddommelige
Kan du se sammenhængen mellem opstandelsestvivlen og den manglende bibellæsning? Jeg er overbevist om, at det hænger sammen, og at denne tendens vil fortsætte, hvis ikke vi begynder at tale Bibelens betydning for den kristnes tro op. Det er nemlig ikke unormalt at man kan få det som præsten Per Ramsdal, der tvivler på Jesu opstandelse, hvis ikke man læser i sin Bibel. Vi mennesker er ikke gearet til at tro på det overnaturlige og guddommelige af os selv. Det må vokse frem, ved at vi er i relation til Gud, og ved at Helligånden viser os hvad det betyder for os. Og det gøres bedst ved at læse i Bibelen og være en del af et fællesskab, hvor vi taler om, hvad det betyder for os.

Vær åben for det uventede
Jeg tror faktisk at Per Ramsdal læser i sin Bibel. I hvert fald når han skal forberede sin prædikener. Men hvis vores bibellæsning er på et intellektuelt niveau, hvor vi udelukkende søger efter input til livet her på jorden, så får vi kun en del af Bibelens indhold med os.

Det samme kan være tilfældet, hvis vi kun læser i Bibelen af pligt. Det er der heller ikke meget perspektiv i.

Hvis vi derimod er åbne for at Bibelen vil overraske os, og udvide perspektivet for hvad der kan lade sig gøre, så er der lukket op for den bibellæsning som får betydning for livet både før og efter døden.

Vil du være med til at læse (mere) i Bibelen i 2015?. For din egen skyld og for kirkens skyld.

Af Lasse Holmgaard Iversen – landsleder i Bibellæser-Ringen

[payment_pre project=”2012″]

URL: https://blr.dk/en-bibellaesende-kirke-er-staerkere/