Glade bibellæsere

Glade bibellæsere

Er man gladere for Bibelen, når man først begynder at læse i den sent i livet? Det tror jeg ikke, men jeg er blevet udfordret på den tanke

Lasse Holmgaard Iversen,  

Glade bibellæsere

Noget af det bedste ved mit job, er at jeg er rundt i kirker og missionshuse, for at undervise om Bibelen og bibellæsning. Mange fortæller om deres erfaringer med bibellæsning – både de gode og de dårlige.

Nye bibellæsere
Forleden var jeg på besøg i en kirke i Nordsjælland, hvor en gruppe mødes jævnligt. Her var der flere, som først sent i livet, var begyndt at læse i Bibelen.
En af dem var en mand på knap 80. Han havde meldt sig ind i Folkekirken for 11 år siden, og var blevet en del af menigheden i denne kirke. I de 11 år var bibellæsning blevet vigtig for ham, så nu læste han hver dag, og kunne slet ikke undvære det.
En anden var en kvinde, som begejstret fortalte om hendes brug af læseplanen ”Bibelnøglen” fra Bibellæser-Ringen. Hun gad godt nok ikke læse bibelteksten(…), men var meget glad for forklaringerne!

Bibelglæde
Det var virkelig opmuntrende at være sammen med denne flok! Deres begejstring for bibellæsning var større, end hvad jeg oplever hos mange, som har fået bibellæsning ind med modermælken. Disse mennesker havde fundet ind til en glæde over Guds ord, som mange af os kan savne. Jeg ved stadig ikke helt, hvorfor det var sådan for dem, men der var en umiddelbarhed over deres glæde, som opmuntrede mig til selv at glædes over Bibelen.

Af Lasse Holmgaard Iversen, Landsleder i Bibellæser-Ringen

URL: https://blr.dk/glade-bibellaesere/