Bibelselskabets nye generalsekretær: De bibelske beretninger skal holdes i omløb

Bibelselskabets nye generalsekretær: De bibelske beretninger skal holdes i omløb

Birgitte Stoklund Larsen er Bibelselskabets nye generalsekretær. Vi har bedt hende svare på tre spørgsmål om Bibelen og bibellæsning

Lasse Holmgaard Iversen,  

Bibelselskabets nye generalsekretær: De bibelske beretninger skal holdes i omløb

Hvad er dit indtryk af danskernes forhold til Bibelen?
Mange mennesker har et forhold til de bibelske beretninger, også selv om de ikke er flittige bibellæsere. Da jeg for nylig fortalte en af mine gamle venner, at jeg var blevet ansat i Bibelselskabet, var hendes første replik “Men det hedder nu altså ark”. Det var en direkte kommentar til den nudanske oversættelse af Det gamle Testamente, vi er i gang med, og det blev sagt af en, der opfatter folkekirken som “sin” kirke, selv om hun ikke kommer der ofte. Hun havde tydeligvis også et ejerskab til Bibelen. Beretningerne om Jesu radikale fordringer sidder – trods alt – også godt fast i mange mennesker.

Hvad er Bibelselskabets vigtigste opgave pt, som du ser det?
Det er at være med til at holde de bibelske beretninger levende og i omløb. For mig at se har Bibelselskabet en opgave både i forhold til mennesker med et kirkeligt engagement og i forhold til den brede offentlighed. Her er det afgørende at være med til at sørge for, at de bibelske beretninger ikke ryger ud af den fælles dannelse. At være med til at sikre, at bibelske fortællinger om fx. barmhjertighed og menneskelig værdighed stadig står stærkt i vores kultur.

Hvordan bruger du selv Bibelen i dit eget liv?
Da jeg var barn fik jeg fortalt bibelhistorier i skolen, det var jeg meget optaget af. Men ellers er Bibelen for mig først og fremmest knyttet til gudstjeneste og ritual. Jeg er en af dem, der er ærgerlig over, at DR’s morgenandagt for nogle år siden røg over på DAB-radio. Det hørte nemlig til min daglige rytme at høre morgenandagten i S-toget på vej til arbejde. Morgenandagten var perfekt timet til togturen, der er min daglige “lomme” for refleksion og eftertanke. Jeg må indrømme, at det ikke helt er lykkes mig at få den faste rytme ind i min egen læsning, selv om det hjælper, at man kan få dagens ord på mail og Facebook. Her kan man dog godt komme til at mangle en sammenhæng til den lille tekstbid. Vaner og rutiner er vigtige også i denne sammenhæng.

Bibelselskabet er en vigtig samarbejdspartner for Bibellæser-Ringen, og det gode samarbejde er både Birgitte og vi indstillet på skal fortsætte! Så det vil vi gøre, for at flere kan lære Bibelen og dens gode budskab at kende!

URL: https://blr.dk/bibelselskabets-nye-generalsekretaer-de-bibelske-beretninger-skal-holdes-i-omloeb/