Brug for tid med Gud

Brug for tid med Gud

Nyt samarbejde om retræter, til gavn for dem, som vil styrke deres trosliv

Lasse Holmgaard Iversen,  

Brug for tid med Gud

Agape har gennem flere år arrangeret retræter, og for at bringe ny energi i dette vigtige stykke arbejde, indleder de nu et samarbejde med Bibellæser-Ringen om retræterne.

”Vi har brug for oaser med tid til stilhed og fællesskab med Gud. At tage på retræte er en fantastisk måde at komme på afstand af dagligdagens rytme og blive guidet ind i stilheden. Vi ønsker at samarbejde med Bibellæser-Ringen omkring retræterne, fordi begge parter ønsker at arbejde for menneskers trosliv” fortæller Annette Bech Vad, som er landsleder for Agape. Hun har selv god erfaring med, hvad en retræte kan give af fornyet energi til troslivet.
Der er planlagt tre retræter i 2016: En faste-, pinse- og adventsretræte, som alle afvikles i omgivelser, der fremmer ro, refleksion og fordybelse. Arrangørerne ønsker, at dette nye samarbejde betyder, at endnu flere får glæde af muligheden for at ”trække sig tilbage”, som ordet retræte betyder.

Behov for fokus på livet med Gud
”Mange af os er udfordret af, at det er svært at finde tid og ro i hverdagen, til at pleje vores relation med Gud. Det mærker vi fx i det daglige andagtsliv, som let bliver overfladisk, eller ryger helt ud af vores dagsrytme. Med tiden kan det medføre en åndelig udmattelse” siger landsleder i Bibellæser-Ringen Lasse Holmgaard Iversen. ”Vi har brug for at blive fyldt på på forskellige måder, og for mange vil en retræte være et sådan ”påfyldningssted” – en slags tankstation. Derfor ønsker vi at samarbejde med Agape om at lave retræter”.

Læs mere om retræterne her.

Agape en forening med ca. 2000 medlemmer. Foreningen har landskontor i Silkeborg og tilbyder terapi, foredrag, kurser, temadage og retræter.

URL: https://blr.dk/brug-for-tid-med-gud/