Når udenadslære er opbyggende

Når udenadslære er opbyggende

Anders Vindum har etableret en gruppe i sin kirke, som lærer bibeltekster udenad. Læs mere om hvorfor her

Hakon Christensen,  

Mange har et lidt anstrengt forhold til at skulle lære udenad. Men i Aarhus Bykirke er der en lille gruppe af mennesker, som mødes en gang imellem, for at recitere bibeltekster for hinanden, som de lærer udenad. Og det åbner bibelteksten for dem på en ny måde.

Anders Vindum var idémanden til gruppen, som fik navnet “Levende Ord”, og han svarer her på, hvad det handler om:

Hvorfor syntes du, at det kunne være spændende at samle folk, og lære bibeltekster udenad med dem?

Det at lære en bibeltekst udenad og recitere den for andre er en meget enkel måde at være sammen om Bibelen på. Jeg mener, at Guds ord har en iboende kraft, som kan skabe liv. Mit håb var, at få lov at opleve den kraft og det liv netop gennem udenadslære og recitation. At Guds ords kraft ville få plads til at udfolde sig.

I kristne fællesskaber er det ofte sådan, synes jeg, at vi meget hurtigt kommer til at tale om teksterne; diskutere dem, reflektere over dem, få associationer til vores eget liv. Og det er også vigtigt. Men jeg tror, vi kan blive bedre til at dvæle ved Bibelens tekster og lade ordene og budskabet virke på en næsten umærkelig måde.

Derudover synes jeg, det er spændende at dyrke det bibelske sprog og få en litterær oplevelse gennem recitationen.

Fortæl lidt om, hvad det gik ud på.

Vi mødtes hver tredje uge. Her havde vi en runde, hvor man hver især præsenterede, hvilken tekst man havde valgt, og reciterede den. Det var typisk passager på 5-15 vers, og vi havde typisk aftalt at vælge tekster inden for et overordnet tema, for eksempel ”dramatiske fortællinger” eller ”påsketekster”. Efter hver recitation kunne de andre kommentere oplevelsen af at lytte til versene.
Så man behøver ikke at have klæberhjerne for at være med til den slags. Man kan vælge en passage, der passer til ens ambitionsniveau og hukommelse.

Hvad fik du og de andre i gruppen ud af det?

Vi har øvet os i at læse i Bibelen på en meget koncentreret måde. Jeg har haft flere aha-oplevelser ved at opdage noget nyt i teksterne. Efter at have læst de samme ti vers mange gange og øvet recitationen i flere timer kan man pludselig få øjnene op for noget nyt. Jeg lærte Romerbrevet 6,1-7 udenad. Undervejs i processen fik jeg en snert af forståelse af, hvad det vil sige, at vi ”blev begravet sammen med ham ved dåben til døden”. Da vi blev døbt, fik vi liv. Men vi døde også. Det var – utroligt nok – en opdagelse for mig.

Jeg fik også meget ud af at lytte til de andre. En recitation er mere levende end en oplæsning, synes jeg – måske derfor giver det så god mening at recitere det levende ord. Både for personen, som reciterer, og for dem, som lytter.

URL: https://blr.dk/naar-udenadslaere-er-opbyggende/