Anmeldelse: Hverdag i evangeliets kraft

Anmeldelse: Hverdag i evangeliets kraft

Konkret redskab til at vokse i tro og åndelig modenhed

Hakon Christensen,  

Det er svært ikke at blive begejstret for en studieguide, som vil hjælpe mennesker til at fordybe sig i evangeliet. Og det er netop formålet med bogen ”Hverdag i evangeliets kraft”, som er en guide til smågrupper om at vokse i Kristus.
Bogen lægger op til, at man danner såkaldte ”DNA-grupper”, som ideelt er tre personer af samme køn, der mødes jævnligt for i første omgang at læse denne guide sammen. Efterfølgende er tanken at man fortsat mødes og støtter hinanden i ens trosliv.
Bogen introducerer klart, hvordan man etablerer og kører en DNA-gruppe, og bogens hoveddel er materiale til 16 samlinger i gruppen.
Gennem bibellæsning, refleksion, samtale og forslag til personlig opfølgning, bliver man guidet dybere ind i evangeliets indhold og det liv som følger med. Samlingerne har overskrifter som Historier, Forandring, Identitet og Afgudsdyrkelse.

Fra ord til praksis

”Hverdag i evangeliets kraft” er et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan arbejde grundigt og personligt med bibeltekster, så det styrker troen. Bogen vil nemlig hjælpe læseren til at omsætte Bibelens indhold til liv, og ikke lade det være viden, som bliver i hovedet.
Det betyder også, at man vil blive udfordret af at arbejde med denne bog. Nogen vil blive udfordret af at skulle være så åben og sårbar, som det forventes. Andre vil blive udfordret af den direkte tale om at forandre sig og aflægge det i mit liv, som er i konflikt med det liv Gud ønsker vi skal leve.
Derfor er det også min vurdering, at det forudsætter en vis åndelig modenhed (hvilket ikke nødvendigvis er lig med hvor længe man har været kristen), før man giver sig i kast med denne bog. Og det er helt sikkert, at man vil komme længst og bedst med denne bog, hvis man læser den sammen i en DNA-gruppe.

Ikke for alle

Bogen taler til progressive og selvbevidste kristne – måske fordi den er skrevet af sådanne personer? Det kan man slå sig på – hvilket jeg tror at nogle vil. Andre vil opleve det som at blive taget seriøst og blive udfordret på en god måde. Dermed også sagt, at dette ikke er en bog, som vil kunne bruges i enhver sammenhæng, men som de rette steder vil være til stor velsignelse.

”Hverdag i evangeliets kraft” kan købes hos Forlagsgruppen Lohse, og koster kun 99,95 kr.

URL: https://blr.dk/anmeldelse-hverdag-i-evangeliets-kraft/