20 år med børn og bibelbrug

20 år med børn og bibelbrug

I dag – 1. maj 2020 – er det 20 år siden at Cecilie Nord Hansen begyndte som børnesekretær i Bibellæser-Ringen

Lasse Holmgaard Iversen,  

Lasse Stifinder har hjulpet mange til at lære Bibelen at kende, når han har guidet børn gennem evangelierne, 1. Mosebog osv, og stillet de spørgsmål, som de fleste af os tænker når vi læser disse tekster.
Lasses mor har vi vist aldrig mødt i læseplanen Stifinder, som senere blev afløst af U13. Men hun findes! Og hendes navn er Cecilie Thams Nord Hansen:-)

Fra idé til Lasse Stifinder

Cecilie blev ansat 1. maj 2000 for at udvikle en læseplan til juniorer, og Lasse Stifinder blev opfundet som den der turde stille de skøre – og nogle af de svære – spørgsmål.
Erik Baun, som var landsleder i Bibellæser-Ringen dengang fortæller: ”I 90’erne udgav vi læseplanerne God Start til børn mellem 10 og 12 år. Den var oversat fra engelsk og genoptrykt flere gange, så ønsket om en ny læseplan til børn lød fra flere sider. I en samtale med daværende formand, Finn Bech, gav jeg udtryk for min vision for, at vi skulle udvikle en ny læseplan for børn mellem 10 og 13 år”.
Pengene til dette projekt kom fra et øget antal abonnenter på Bibelnøglen og anden støtte. Men hvem skulle man ansætte?

Erik husker, at man på et møde i forretningsudvalget talte om det. ”Et af FU-medlemmerne var Betty Christensen. Hun var ikke en kvinde af mange ord, men da alle i forretningsudvalget havde sagt, hvad de ønskede at sige om en mulig ny børnesekretær, var der ikke kommet et navn frem på en potentiel kandidat. Betty rundt på FU-medlemmerne og siger så: ”Hvorfor spørger vi ikke Cecilie?”. Og således fik Cecilie opgaven med at udvikle en ny bibellæseplan for børn.

En energisk blæksprutte

Der sker noget omkring Cecilie! Hun er energisk og vedholdende på én gang, så når hun får en opgave, bliver den ALTID fulgt til dørs. Det er sjovt at brainstorme på nye idéer med Cecilie, for hun har altid masser af skæve tanker. Der er ofte spil i hendes øjne, og et lumsk smil på læben.

Udover at stå for alt arbejde med børn og familier, er Cecilie redaktør for Bibelnøglen, med alt hvad det indebærer af kontakt med skribenter, layouter og trykkeri, korrekturlæsning, tekstplaner osv. Og som om det ikke var nok, så er Cecilie også ude som forkynder og ofte må hun lægge ører til landslederens spørgsmål om alt fra papirkvalitet over fundraising til retfærdiggørelseslære…

Omstillingsparat og drevet af sagen

”I de godt syv år jeg har arbejdet sammen med Cecilie, har der ikke været ét tidspunkt, hvor hun sagde ”det har vi prøvet før, så det går ikke”. Tværtimod er det hende, som flere gange har udfordret mig til at tænke ud af boksen” fortæller Lasse Holmgaard Iversen, som er landsleder i Bibellæser-Ringen i dag.
”Cecilie er omstillingsparat. For eksempel da det blev tydeligt, at vi ikke nåede nok børn med hjælp til bibelbrug, og derfor nedlagde vores læseplan til børn, for i stedet at lave noget målrettet familier. Dét var Cecilie med på, selv om det krævede et stort arbejde at udvikle noget nyt til denne målgruppe. Jeg ved, at det er fordi, at hun er drevet af visionen om at åbne Bibelen for alle – inklusiv børn! Og hun er klar til at knokle og gå den ekstra mil, for at lave dét, som åbner Bibelen for flest muligt”.

Give Cecilie et ”Syntes godt om” på vores Facebook-side

URL: https://blr.dk/20-aar-med-boern-og-bibelbrug/