Bibelen 2020 fik børnene op af stolen

Bibelen 2020 fik børnene op af stolen

Morten Rugager er far til tre, og fortæller her om deres oplevelse af at læse Bibelen 2020

Lasse Holmgaard Iversen,  

Bibelen 2020 fik børnene op af stolen

Vi læste for noget tid siden Første Samuelsbog som familieandagt efter aftensmaden. Vi læser teksten fra Bibelen2020 og snakker lidt om det efterfølgende. Den er meget mundret og nem for børnene at forstå.

Vi nåede frem til 1. Sam 20, som er kapitlet hvor Jonatan og David indgår en evig broderskabspagt og Jonatan advarer David om sin fars Sauls vrede med en hemmelig “krypteret” besked i bedste spionstil.

“Stod der lige det der i Bibelen?”

Vi nåede så til Sauls reaktion overfor sin egen søn Jonatan, hvor der stod:

“Din elendige horeunge! Jeg ved godt, at du holder med David, og det siger meget om både dig og din luder af en mor. Så længe David lever, skal du ikke regne med at blive konge efter mig. Hent ham for nu skal han dø!” “Hvorfor skal han dø?” spurgte Jonatan. “Hvad har han gjort?” Saul tog sit spyd og kastede det efter sønnen, og endelig gik det op for Jonatan, at hans far var fast besluttet på at slå David ihjel. Han rejste sig fra bordet glødende af raseri, og han spiste ikke noget på festens anden dag, for han var helt slået ud over sin fars grusomme opførsel.”

Der blev helt stille omkring bordet hjemme i stuen…
Både ham på 11 år, hende på 8 år og ham på 6 år havde forstået afsnittet fuldstændig. De kiggede lige på hinanden og så på mig, som om de tænkte: “stod der lige det der i Bibelen?”

Samme tekst – anden reaktion

I den autoriserede oversættelse fra 1992 står der: “Din horeunge! Jeg ved godt, at du holder med Isajs søn til skam for dig selv og for din skøge af en mor. Så længe Isajs søn er i live på jorden, er du og dit kongedømme ikke sikret. Send bud efter ham, for nu skal han dø!« Jonatan svarede sin far Saul: »Hvorfor skal han lide døden? Hvad har han gjort?« Da kastede Saul sit spyd mod ham for at dræbe ham, og så forstod Jonatan, at hans far var besluttet på at slå David ihjel. Han rejste sig fra bordet i glødende vrede, og han spiste intet på nymånefestens anden dag, fordi han var bedrøvet over, at hans far bragte skam over David.”

Jeg tror ikke det havde udløst den samme forbavselse i hverken mig selv eller børnene, hvis jeg havde læst afsnittet fra 92’eren! Bibelen2020 formåede simpelthen lige at rykke os alle sammen ud af vores forestillinger om hvad der er “passende” der står i Bibelen. Det gjorde den ved meget mere præcist og med kulturel hensyntagen til vores kultur at beskrive følelserne i historien. Det var ikke skammen der længere var i fokus, men vreden, grusomheden, det vulgære sprog. Det var til at forstå.

Satte gang i snakken

Vi fik efterfølgende en samtale om hvorfor en far vil slå sin søns bedste ven ihjel; hvad venskab er og hvorfor Saul talte så grimt til sit eget barn og forsøgte at slå ham ihjel.

Jeg ved ikke, om det er det, man kalder “budskab i øjenhøjde”, men jeg vil klart anbefale at lade børnebiblerne ligge en gang imellem og tage ens børn med ind i de rå fortællinger i Bibelen. Måske skal man lige vente til de er blevet 7 år. Det er ikke for helt små børn.

Morten Rugager, far til tre og præst i Skjern Bykirke

URL: https://blr.dk/bibelen-2020-fik-boernene-op-af-stolen/