Afskedsinterview med landsleder: "Jeg tager en større kærlighed til Guds ord med mig, end jeg havde, da jeg blev ansat"

Afskedsinterview med landsleder: "Jeg tager en større kærlighed til Guds ord med mig, end jeg havde, da jeg blev ansat"

"Bibelbrugen er udfordret og Bibellæser-Ringen skal fastholde sit fokus" er en del af afskedssalutten i dette interview med den afgående landsleder

Lasse Holmgaard Iversen,  

Afskedsinterview med landsleder: "Jeg tager en større kærlighed til Guds ord med mig, end jeg havde, da jeg blev ansat"

Bibellæser-Ringens (BLR) landsleder, Lasse Holmgaard Iversen, stopper med udgangen af denne uge, efter godt otte år i jobbet. I den forbindelse har næstformand i bestyrelsen, Nicklas Lautrup-Meiner, bedt Lasse give sin vurdering af bibelbrugen i Danmark.

Hvad er de tre største udfordringer for bibelbrug i dag?

Helt overordnet ved jeg ikke, om bibelbrug er mere udfordret i dag, end det var for 10, 50 og 100 år siden. Jo, vi kan se at antallet af abonnenter på Bibellæser-Ringens materialer er nedadgående, og det tyder på mindre bibelbrug. Men det er der flere faktorer, som spiller ind. Fx er der færre kristne generelt i Danmark; der findes flere gratis ressourcer online; der er færre som læser generelt.
Men at bibelbrug er udfordret, tror jeg er et åndeligt grundvilkår, som hænger sammen med den underlige og irrationelle modstand, som er i os mod det guddommelige – mod Gud. Og det endda selv om vi tror på Jesus, og ønsker at følge ham

En udfordring er, at vi i BLR har for smalt et udbud af ressourcer og redskaber til at læse i Bibelen med. Bibelnøglen er god og skal ikke droppes! Men mange i min generation og nedefter bruger ikke Bibelnøglen, og kommer heller ikke til det. Der er allerede nye ting på vej, som har potentialet til at blive ”Bibelnøglen for en ny generation”.

En anden udfordring er manglende prioritering af bibelbrug i vores travle hverdagsliv. For selv om BLR i fremtiden får løst opgaven med at levere nye ressourcer til bibelbrug, så kommer vi ALDRIG udenom, at det skal prioriteres, og at det er svært for mange. Det handler jo dels om den måde, vores hverdag og samfund er skruet sammen på, men så vidt jeg kan se, så har det, at vi fik mere tid derhjemme her under corona-nedlukningerne ikke betydet en væsentlig opblomstring af bibelbrugen. Problemet stikker dybere. Jeg tror, vi har brug for bevidst at gennemtænke vores dag og uge, for at bestemme hvor jeg vil prioritere at bruge Bibelen, i stedet for at vi sidder og venter på, at tid og lyst kommer dumpende ned fra himlen…

En tredje udfordring handler om måden, vi tilgår Bibelen på. Er den en teologisk opslagsbog? En åndelig selvhjælpsbog? Det er to vidt forskellige tilgange til Bibelen, men det er tendenser, som jeg ser præge flere bibelbrugere i BLR’s bagland. Og ingen af dem må stå alene! Hvis man læser Bibelen kun med hovedet, for at blive klogere og mere intellektuelt vidende, går man glip af at blive slået bagover af Bibelens relevans ind i mit hverdags(tros)liv. Bruger man Bibelen som en åndelig selvhjælpsbog, bliver resultatet let moralistisk. Dermed går jeg glip af, at Bibelen præsenterer mig for et helt andet verdensbillede end mit eget, som handler om Guds nåde og kærlighed i Kristus, der forandrer alt.

Det er blevet mere og mere tydeligt for mig, at vi har brug for at læse Bibelen med ”Jesus-briller”. Dvs at vi læser Bibelen for at lære HAM bedre at kende – og ikke først og fremmest for at blive klogere på teologi eller på os selv. Vi må spørge Bibelen, hvad den siger om Jesus. Det vil helt klart betyde, at vi får mere ud af den, end hvis vi tilgår den som en bog om os selv!

Hvor skal/kan BLR lægge størstedelen af sine kræfter for at komme disse udfordringer i møde?

For mig at se har BLR overordnet set to opgaver: 1) Udvikle ressourcer og redskaber til bibelbrug. 2) Italesætte vigtigheden af bibelbrug gennem undervisning, forkyndelse og skriverier i blade og digitale medier. Det tror jeg, at man fortsat skal prioritere højt.
Der ligger en udfordring i at kommunikere om disse ting, så det bliver hørt. Bibelbrug er bare ikke særlig sexet… Men det er stadig for vigtigt til, at vi ikke bliver ved med at gentage ikke bare nødvendigheden, men især gevinsten ved at være fortrolig med sin Bibel. For det er jo i sidste ende for din egen skyld, at du skal læse i Bibelen!

Er der tendenser i bibelbrug fra udlandet, som må formodes at ramme DK i de kommende år, som vi bør forberede os på?

Der er stor kreativitet på ”bibelbrugs-markedet”. Amerikanere, der rapper Bibelen; svenskere, der laver terningspil og afrikanere, som bruger Bibelen til traumebearbejdning.
Der er masser af inspiration at hente rundt omkring i verden, og vi har meget at lære særligt på det digitale område, og når det handler om at tænke bibelbrug som noget, der angår hele livet.

For mig har det dog også været vigtigt at lade mig inspirere af udlandet, når vi har skullet overveje hvordan vi fx imødekommer de tendenser og udfordringer, som jeg nævnte tidligere. Der findes ganske enkelt flere bibelbrugseksperter og -tænkere, som skriver bøger og laver podcasts om alle mulige aspekter af bibelbrug, når vi kigger uden for landets grænser.

Er der målgrupper, som BLR ikke rammer (godt nok) i dag? Hvad skal BLR gøre for at nå dem bedre?
Ja, det er der. Folk omkring de 40 og nedefter har jeg tidligere nævnt, og det arbejder BLR målrettet på.
Børnene er en anden målgruppe, hvor vi halter bagud. Vi har ”Hæng ud med Gud”, som er henvendt til familierne, og det har en stor værdi, at man bruger Bibelen sammen i familien! Særligt fordi vi oplevede, at der ikke længere var basis for at lave redskaber, som børnene bruger selv. Jeg håber, at der med tiden kommer både den gode idé, nok ressourcer og efterspørgsel efter en eller anden form for bibelbruger-redskab til børn.

I det hele taget er det vigtigt, at BLR bliver ved med at overveje, hvordan man løser opgaven med at give hjælp og inspiration til bibelbrug. Det skifter nemlig hele tiden, og det vi lavede for fem år siden, er ikke nødvendigvis relevant længere. Men det er Bibelen! Og personligt tager jeg en større kærlighed til Guds ord med mig fra Bibellæser-Ringen, end jeg havde, da jeg blev ansat for godt otte år siden.

URL: https://blr.dk/afskedsinterview-med-landsleder-jeg-tager-en-stoerre-kaerlighed-til-guds-ord-med-mig-end-jeg-havde-da-jeg-blev-ansat/