Ny kaptajn på BibelTid

Ny kaptajn på BibelTid

En af Bibellæser-Ringens unge 'bibelinspiratorer' er ny redaktør på appen BibelTid. Mød ham her.

Lasse Holmgaard Iversen,  

Ny kaptajn på BibelTid

Andreas Gjaldbæk Knudsen er BibelTids nye redaktør. Det vil sige, at det er ham, som sørger for, at der kommer nyt godt relevant indhold ind på appen. Andreas er 26 år, gift og bor i Århus. Han har lige færdiggjort en BA i teologi fra Menighedsfakultetet i Aarhus. Vi har stillet ham et par hurtige spørgsmål:

Hvorfor vil du gerne arbejde med BibelTid?

Fordi meningen med BibelTid er at gøre bibellæsning mere tilgængeligt for unge og voksne. Det synes jeg er virkelig meningsfuldt. Bibellæsning har været en afgørende motor for min egen tro. Samtidig er bibellæsning også en konstant udfordring for mig, fordi det kræver, at jeg vælger det til hver gang. Jeg tror på, at BibelTid kan være en hjælp for alle, der går med samme oplevelse.

Hvordan læser du selv i Bibelen?

I mange år har jeg brugt en klassisk bibellæseplan – den man får fremsendt med posten. Dem er jeg kæmpe fan af, for de giver en klar struktur og stabilitet til bibellæsningen. I de seneste år har jeg varieret det lidt, så jeg i stedet har brugt andagtsbøger og apps.

Hvad vil du gerne sige til BibelTids brugere?

Ja! Send mig endelig forslag til temaer og bibeltekster, som I gerne vil have behandlet. Send også meget gerne spørgsmål eller forbedringsforslag til andreas@blr.dk

___

Bibelundervisning og bibelbrug hænger sammen. Læs mere om her muligheden for at få besøg af Andreas i til en bibeltime i jeres ungdomsgruppe, missionshus eller kirke.

URL: https://blr.dk/ny-kaptajn-paa-bibeltid/