Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Allehelgen eller Halloween

Både Halloween og Allehelgen minder os om, at døden er vores fjende. Men det er to forskellige fester. Hvor Allehelgen er en mindefest præget af håb, så er Halloween en dødefest, der spiller på frygt.

af Asbjørn Asmussen, kommunikationschef i Indre Mission

 

Den kirkelige Allehelgen og den folkelige Halloween er to forskellige fester med hver sin historie, men også med en række sammenfaldende ligheder. De ligger næsten samtidig, og handler begge om død. Men hvor Allehelgen er en mindefest præget af håb, så er Halloween en dødefest, der spiller på frygt.

 

Folkefest

For tyve år siden kendte de færreste danskere til Halloween, men i dag er Halloween – også i Danmark – én af de mest kommercielle folkefester og har gjort efterårsferien til den mest besøgte uge i Tivoli. Samtidig er produktionen af orange kæmpegræskar mangedoblet for at efterkomme behovet for lysende dødningehoveder.

 

Halloween er en sammenblandning af en række hedenske folketraditioner. Blandt andet den keltiske dødefest samhein, som markerede indgangen til vinteren og lå midt mellem efterårsjævndøgn og vintersolhverv. Samtidig var “hallowed eve” (hellige aften den 31. oktober) et tidspunkt, hvor man mente, at der var åbent mellem de dødes og de levendes verden. Derfor lavede man i irsk og skotsk folketradition lygter og lysende masker af høstens roer, som skulle holde de dødes ånder på afstand. Traditionen kom med udvandrerne til Amerika, hvor den blev mikset med mexikanske traditioner og blev til den fastelavnsagtige fest, Halloween, der handler om at skræmme døden og det onde væk med spøg og skæmt. Nu er Halloween vendt tilbage til Europa i en meget kommerciel form, som særligt appellerer til børnene.

 

Døden er en besejret fjende

Både Halloween og Allehelgen minder os om, at døden er vores fjende. Men hvor Halloween vil holde døden på afstand med larm og fest, så er kristendommens glædelige budskab, at døden er overvundet og derfor ikke længere farlig for os. Som Paulus siger det: “når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” (1 Korintherbrev kapitel 15 vers 54).

 

Når vi fejrer Halloween, så lad os gøre det i glæde over, at døden er besejret og ikke længere har nogen magt. Lad os feste for livet og håbet og troen på dødens nederlag. Det kan vi gøre ved at tænde lys og lave græskar, der er skåret ud med for eksempel kors eller glade ansigter. Og i stedet for at klæde sig ud som uhyggelige og onde væsener, kan vi klæde os ud som engle og synge om det evige liv.

 

Livet og døden er i Guds hænder

Halloween er hvad vi gør det til. Det kan være en god anledning til at snakke med børnene om, hvad der skræmmer dem, og at både livet og døden er i Guds hænder og derfor ikke noget, vi behøver at være bange for. Det er samtidig en god anledning til at huske dem, som vi savner, og som vi håber at møde igen. Det kan vi gøre ved at deltage i Allehelgen gudstjenesterne og ved at tænde lys på gravene.