Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Anmeldelse: Gud og det onde

Ny bog fra Leif Andersen om Gud kombinerer Bibelen og erfaringer fra det levede liv

Anmeldelse: Gud og det onde

Siden Leif Andersen i 1987 skrev ”Gud, hvorfor sover du?”, har han arbejdet, skrevet og forelæst om ”lidelsens problem” – altså hvordan vi skal forholde os til en Gud, som siger at han er god og almægtig, men som lader ondt ske i overmål.

Der er pointer fra ”Gud, hvorfor sover du”, som går igen i Andersens nyeste bidrag til lidelsens problem-debatten. Og heldigvis! For alternativet – at der jævnligt skulle komme nye svar på så grundlæggende et spørgsmål – ville jo fuldstændig negligere alvoren i spørgsmålet. Samtidig oplever jeg også en udvikling i det Andersen skriver om lidelsen. For selv om mennesket altid har spurgt Gud, hvor han blev af i lidelsen (læs bare Salmernes bog), så er mennesker ikke de samme i dag, som de var for 33 år siden, og det påvirker også den måde vi oplever lidelse på.

Bibeludlægning

Når man arbejder med det som gør ondt i livet, er det helt afgørende at være virkelighedsnær. Det syntes jeg, at Andersen er, for det er tydeligt at dette ikke er skrivebords-teologi, men at erfaringer fra hans eget liv og fra hans virke som sjælesørger, er drivende i de mange gode overvejelser, som er i denne bog. I virkeligheden ville det været meget lettere at skrive denne bog udelukkende ud fra egne erfaringer og overvejelser. Men Andersen går hjemmevant ud og ind af Bibelens tekster, så hans overvejelser, refleksioner og vejledning aldrig er løsrevet fra Bibelen.

Vi taler ikke her om en minutiøs udlægning af fx Jobs bog eller andre passager fra Bibelen. Men større og mindre bidder fra både Det gamle og Det nye Testamente, samt et ”helbibelsk bagtæppe” bag det hele.

Som altid er sproget veloplagt, når man læser Andersen. Nogle steder er det også lidt snørklet. Og flere steder skal man lige læse teksten et par gange, fordi det her er kloge ord, som er blevet kondenseret ned til en kort bog.

Apologetisk touch

Spørgsmålet om lidelsens problem er naturligvis særlig vigtigt i sjælesorgen. Men det er også et apologetisk spørgsmål, og særlig kapitlerne ”Ondskab”, ”Uretfærdighed” og ”Meningsløshed” har jeg lyst til at fremhæve som gode eksempler på hvordan at sjælesorg og apologetik sommetider går hånd i hånd.

”Gud og det onde” får alle mine anbefalinger, og jeg håber at denne lille bog på 160 sider vil opmuntre tro og åbne op for Bibelens mangfoldighed for mange!

Gud og det onde er udgivet af Bibelselskabet.