Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Anmeldelse: Vigtig hjælp til at forstå troslivet

Bogen "Forvandlet ved at se" gør det lettere at forstå hvorfor det kan være svært at være kristen - og hvorfor det er fantastisk!

Anmeldelse: Vigtig hjælp til at forstå troslivet

Helliggørelse. Nogen giver op med det samme, for det virker for indviklet. Andre begynder at snakke i store og indviklede vendinger om kristenlivets fundering og vækst. Forfatteren til denne bog gør ingen af delene, men går i stedet med frimodighed og sikker hånd ind i et emne, som er relevant for enhver kristen, og han gør det på en måde, så det er til at forstå.

Forfatteren er Henrik Nymann Eriksen, som til daglig er forstander på Luthersk Missions Højskole i Hillerød, og derfor vant til at formidle til unge. Det mærker man tydeligt, for bogen her er skrevet, så det taler ind i unge og voksnes liv. Han er også en teolog, som gennem undervisning og sit forfatterskab har beskæftiget sig meget med kristenlivet i spændingen mellem hvad vi læser i Bibelen og det levede liv. Også det er tydeligt, for han går ikke på kompromis med hvad Bibelen siger om frelse, retfærdiggørelse og efterfølgelse i tro samtidig med, at han ikke er bange for at sætte ord på det, som kan være udfordrende. Man bliver derfor som læser mødt i den tilsvarende spænding man ofte står i som kristen: Et ønske om at leve sandt over for Gud, samtidig med at man sommetider kommer til kort.

Kommer hele vejen rundt

Bogen er let at gå til, takket være sin pædagogiske opbygning i korte afsnit der hver behandler et eller flere aspekter af helliggørelsen fra troens første modtagelse af Kristus til livet i efterfølgelse af ham og håbet om en evighed på Den nye Jord. Det gøres ikke mere kompliceret end det er. Men det forsimples heller ikke. Til og med gøres det praktisk og konkret, hvad man kan gøre, for at Kristus må vokse i en, så man bliver mere helliggjort.

Alt i alt har vi i “Forvandlet ved at se” fået udfyldt et hul i moderne, dansk, kristen litteratur, som vil være en hjælp for kristne i mange år fremover. Det eneste vi mangler er spørgsmål til samtale i en bibelstudiegruppe. Det må komme med i andet oplag!

Af Lasse Holmgaard Iversen

Henrik Nymann Eriksen: Forvandlet ved at se. Vejen til helliggørelse.
215 sider. 149,95 kr.
Udgivet af Credo i samarbejde med LogosMedia.