Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Bibelhjerte

Pernille har fået et "bibelhjerte". Og nu vil hun hjælpe andre til det samme, gennem udviklingen af en notesbog beregnet til fordybelse i Bibelen

Pernille Ryttersgaard Rønn er grafisk designer og bibellæser. Derfor er hun i gang med at udvikle et redskab til personlig bibelbrug.

Læs om det her, og støt Pernilles projekt på Kickstarter.

Hvad har sat dig i gang med at lave Bibelhjerte notesbogen?

For næsten to år siden besluttede jeg mig for at få lyst til at læse i Bibelen igen. Fordi det var som om, Gud var blevet en gammel ven, jeg ikke rigtig havde kontakt til længere. Så jeg søgte derhen, hvor jeg tidligere havde oplevet at møde ham: i Bibelen. Jeg prøvede mange forskellige metoder af bibelstudie, men jeg fandt en simpel måde, jeg har brugt siden; en metode hvor jeg får teksterne ind ved at interagere med Guds ord. Jeg opdagede, at dybde var at foretække over længde, og at når jeg tillod mig selv at være umiddelbar og kreativ og at respondere ærligt på det, jeg læste, blev Guds ord også levende for mig igen.

Hvordan skal man bruge den?

Kernesiderne i Bibelhjerte er guidede notessider til bibellæsning. Man vælger et kort tekststykke pr. gang (ca. 8-10 vers) og læser det igennem tre gange. Løst inspireret at Lectio Divina bliver man guidet til at respondere forskelligt for hver gennemlæsning. Først vælger du ét ord fra teksten, dernæst responderer du umiddelbart ved at skrive en reaktion på teksten ned, og derefter tegner du en lille skitse i frimærke-størrelse ud fra det, du har læst. Der er også plads til at skrive en bøn ned på hver kerneside.

Ud over kernesiderne indeholder bogen inspiration til bibellæsning og trosliv i form af: Små bibellæseplaner ud fra temaer, lister man kan udfylde, fordybelsessider – med god plads til kreativ udfoldelse, formulerede bønner til inspiration, korte anbefalinger af forskellige bøger i Bibelen og smukt opsatte bibelvers.

Hvad har det betydet for din egen bibelbrug, at arbejde med dette projekt?

Det har været en lille revolution i mit eget andagtsliv at arbejde med projektet, og resultatet er blevet et ’bibelhjerte’: Et hjerte der er i forventning om, at den levende Gud har noget, Han gerne vil sige til mig gennem sit levende ord. Og mest af alt, har det styrket min relation til Gud.

Læs mere om Bibelhjerte og forudbestil et eksemplar på Kickstarter.