Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Når Bibelen ikke hænger sammen

Kronik i IMPULS d. 1. november 2020

Når Bibelen ikke hænger sammen

Der findes to måder at læse Bibelen på. Begge måder er vigtige og giver tilsammen en god forståelse for Bibelens budskab

Du kender det garanteret frustrationen over at ting ikke hænger sammen, uanset om det er en film som vil for meget eller corona-restriktioner som virker inkonsekvente. Når ikke der er sammenhæng mellem idé og udtryk, så frustreres vi let og mister interessen for filmen eller gider ikke bruge værnemidler.
Det samme ser jeg ske med Bibelen. Mange frustreres over, at Bibelen ikke lever op til hvad den lover: At være et levende ord, som Gud har talt.

Grundene til det kan være mange. En af dem er, at vi overser sammenhængen i Bibelen.

Lær Gud bedre at kende

Det er ikke nogen nyhed, at Bibelen begynder med skabelse og slutter med nyskabelse. Det vil sige, at der er en udvikling i indholdet mellem start og slut. Den har en sammenhæng!

Det er heller ikke nyt, at det er en tyk bog, som kan være svær at bevare overblikket over, selv hvis man begiver sig ud i at læse den i ét hug. Derfor kan det være svært at fastholde sammenhængen i Bibelens samlede fortælling.

Det sidste er et vilkår, som desværre kan betyde, at vi kører træt i at bruge Bibelen, fordi den ikke rigtig siger os noget. Og det er ikke så mærkeligt. Vi går glip af nogle helt grundlæggende pointer i Bibelen, hvis vi bare læser den i småbidder og som enkeltstående historier uden sammenhæng.

Det er min erfaring, at hvis vi får større fokus på Bibelens indre sammenhæng, så får vi også mere ud af at læse i den. Og dermed lærer vi Gud bedre at kende!

To måder at læse Bibelen på

Nu bliver det måske lidt nørdet, men hæng lige på – jeg tror, at du kan styrke din egen bibelbrug, ved at læse med her.

Man kan tale om, at der to måder at læse Bibelen på: Den tematiske læsning og den frelseshistoriske læsning.

Den tematiske læsning er når vi er på udkig efter, hvad Bibelen siger om fx retfærdiggørelse, Helligånden, seksualitet osv. Vi samler de steder i Bibelen, som siger noget om det tema, vi gerne vil vide mere om, og så udformer vi en samlet tænkning om det. Vi kan læse i Bibelen på denne måde, fordi vi tror, at Gud er forfatter til hele Bibelen, og vi får med denne tilgang bedre greb om helt centrale temaer som retfærdiggørelse, tro og treenigheden.

Den frelseshistoriske læsning er, at man læser Bibelen som en samlet og fremadskridende fortælling med klimaks i Jesu død og opstandelse. Temaer som pagt, kongedømme og tilbedelse viser sig ret tydeligt, når man læser på denne måde, og man får et bedre blik for forskelle mellem forfattere og genrer i Bibelen. Nogen taler om Bibelen som et drama i flere akter (opdelingen kan være forskellig alt efter hvem du spørger): Skabelse – syndefald – Israel – Jesus – kirken – nyskabelse.

Det er vigtigt for mig at understrege, at ingen af disse tilgange er forkerte eller ubibelske! De modarbejder heller ikke hinanden – tværtimod.

Men kan du selv se, hvilken læsning vi oftest bruger i vores personlige bibelbrug og i forkyndelse?

Historien om Gud, verden og mig

Den tematiske læsning fylder mest. Og det har gode grunde. Men som sagt har det også den konsekvens, at Bibelen for nogle bliver en usammenhængende, gammel bog. Hvad ville der ske, hvis vi fik det bedre balanceret med den frelseshistoriske læsning?

Det handler om mere og andet end en konkret læsemetode eller læseplan. Det handler først og fremmest om en forståelse af Bibelen, som får praktiske konsekvenser.

Når vi læser Bibelen frelseshistorisk, så læser vi én, lang fortælling om hvordan Gud skabte verden og fra da af var optaget af sin skabning. Også efter at syndefaldet medfører en katastrofal afstand mellem Gud og hans skaberværk, bliver Gud ved med at elske sin skabning og knokle for at frelse os. Jesus bliver klimaks i den plan om frelse, som Gud arbejder på, og invitationen til at blive en del af Guds frelste folk, står stadig åben i dag!

At se Bibelen som en historie om verden, Gud og mig, er ikke at begrænse den til at være et eventyr. Det er i stedet at indtage den som en fortælling – et narrativ – som jeg må være en del af, og lad mig skrive ind i. For er jeg en del af Guds fortælling om at frelse verden, så har jeg fået givet et fundament i livet og et perspektiv på døden, som giver et langt mere stabilt fodfæste i en turbulent verden.

Mange af os giver bibelvers til hinanden eller vi finder dem selv frem, når vi er usikre eller har brug for trøst. Fortsæt endelig med det! Men den opmuntring og trøst Bibelen kan give os, er kun reel, fordi Gud står bag ordene, og fordi vi i hans fortælling kan se, at han står ved, hvad han siger. Det vil sige, at forstår jeg mig selv som en del af Guds fortælling, så står jeg på et langt mere sikkert fundament, end enkeltstående bibelvers kan give mig.

Få overblik og sammenhæng

For mange af os, vil det give god mening at danne os et overblik over Bibelens konkrete sammenhæng. Vi kan læse den fra den ene ende til den anden, men der er også bøger og bibellæseplaner, som kan hjælpe os på vej og vise os smutvejene…

Vi kan også med fordel se på om forkyndelsen i vores missionshus eller bibelstudiegruppens samtaler skaber sammenhæng.

Når vi har et konkret overblik, vil det være lettere for os at sætte de enkeltstående vers og passager ind i den større sammenhæng. Og ud over større bibelkundskab, betyder det også, at det bliver tydeligere for os hvordan Gud virker i historien, og at han er trofast. Vi får større syn for at Jesus er kulminationen på en nød, som hele menneskeheden har lidt under i mange tusinde år. Og så tror jeg, at det vil blive tydeligere for os, at Bibelen taler om meget mere end frelse – at den taler om identitet, skam, familieliv og penge. Og ikke mindst, så får vores personlige bibelbrug mere sammenhæng og mening!

Af Lasse Holmgaard Iversen
Landsleder i Bibellæser-Ringen

Direkte link til kronikken (kræver abonnement).