Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Seks gymnasieelever erfarede at Det gamle Testamente blev relevant

Gymnasiekammeraterne har læst Det gamle Testamente, og fået bedre forståelse for hvem Gud er

Sebastian, Isak, Sophus og tre af deres venner går på Det kristne Gymnasium i Ringkøbing, og de satte sig for at læse Det gamle Testamente (GT) fra ende til anden. Det er der mange der har gjort før dem, men ikke så mange af dem var gymnasieelever som disse seks gutter.

De seks bibellæsende venner er (fra venstre) Sebastian, Isak, Sophus, Simon, Jonas og Karl Gustav

Vigtigt at gøre det sammen

”Vi aftalte at læse to kapitler om dagen, og så gik vi ellers i gang. Vi lavede en læseplan, under hele forløbet har vi stillet spørgsmål til hinanden og delt de fede steder vi er stødt på undervejs i en Messenger-gruppe” fortæller Sebastian, som er tydelig på, at det har være vigtigt at være flere om projektet, for at holde motivationen oppe.
”Når vi havde læst en bog eller lidt mere mødtes vi, talte om vores spørgsmål og hvad vi generelt tænkte om det vi havde læst”.

Det hænger sammen!

Mere viden om hvad den kristne tro bygger på og syn for Bibelens sammenhæng, er det første Sebastian peger på som det han har fået ud af at læse hele GT.
”I GT er der utroligt mange ting, der peger hen mod Jesu komme. Jeg havde tænkt at det mest var “overfortolkninger”, men Ezekiels bog kap. 34 talte stærkt til mig. Her siger Gud, at han selv vil vogte sine får, og det blev enormt tydeligt for mig, at der er tale om Jesus”. Det er blevet en bekræftelse for Sebastian på, at Bibelen ikke er en tilfældig sammensat bogsamling, men at Gud står bag

For Isak har gennemlæsningen givet overblik over kristendommens gammeltestamentelige rødder. ”F.eks. havde jeg ikke lige førhen fanget, at man skildrede mellem landet Israel og landet Juda. Jeg havde altid bare troet, at det var to forskellige navne for det samme” fortæller Isak.

Sophus er blevet særlig glad for Jonas’ bog: ”Jeg har fået en bedre forståelse af GT, og jeg har lært meget mere om, hvordan Gud reelt er mod Israel. Specielt Jonas’ bog viste at Gud vil mennesker det bedste, på trods af det de gør mod Gud”.

GT er ikke specielt underholdende…

Mange har det billede af GT mest er kige og at Gud er vred. Men der er mere at sige om GT end det, ifølge de bibellæsende kammerater.
”Det er ikke fordi, at GT er specielt underholdende at køre igennem fra ende til anden, men alligevel forstod jeg det meste af GT som et godt eksempel på, hvordan Gud virkelig kæmper for at elske Israel. Mange gange skuffer Israel Gud, og han har magten til at udslette dem lige på stedet, men vælger i stedet at handle kærligt mod dem” siger Sophus. Sebastian tilføjer: ”GT er lige så vigtigt som NT. GT er meget historisk, og det kan selvfølgelig godt være tungt at læse, men det er samtidig et udtryk for dets troværdighed. Det er rigtig nok, at der er meget krig i GT, men når jeg husker tilbage, så fylder krigene ikke mest. Det er mere alle buddene, profetierne og det historiske. Og det er bare fedt, hvordan alt passer sammen! Jeg forstår meget mere, end jeg gjorde før”.

Næste milepæl

Nu er 2/3 af Bibelen læst – så hvad er næste milepæl? ”Vi skal da selvfølgelig fortsætte med Det nye Testamente” siger vennerne. ”Vores mål er at læse hele Bibelen, så dette er bare en stor milepæl i vores læsning. Og når vi så engang er færdige med hele Bibelen, så har vi snakket om at følge nogle tematiske læseplaner, men det vil tiden vise!”