Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

"Tag form" - en præsts opdagelse af gammelt guld

I podcasten "Tag form" gennemgår præst Lars Meilandt Hansen 12 åndelige discipliner, som han selv opbygges af og fortsat øver sig på

"Tag form" - en præsts opdagelse af gammelt guld

Der er mange måder at opbygge sin tro på. Lars Meilandt Hansen er præst i Horsens Valgmenighed, og på et retræteophold i England, blev han opmærksom på at det kan være trosstyrkende og frisættende at gå på opdagelse i tidligere tiders visdom og praksis om bøn, bibelbrug og et liv der afspejler troen på Kristus.

Hans erfaringer og overvejelser har han samlet i podcasten “Tag form“.

Hvad har det betydet for dit trosliv, at opdage de åndelige discipliner, som beskrives i podcasten?

I podcastens introduktion fortæller jeg en lille historie. Efter en uge på retræte, hjalp jeg en gammel munk med at genetablere en tilgroet sti i deres klosterhave. Og for mig blev det en ret profetisk handling. Der var en visdom og en skønhed ved de gamle stier, som jeg kunne genopdage. Jeg har slet ikke mestret alle de discipliner som jeg beskriver – men jeg er ved at opdage dem. Og invitationen i podcasten er netop til at opdage eller genopdage de gode gamle discipliner.

For mig personligt har det sprog jeg bruger i podcasten været med til at give mig blik for helheden i min åndelige vandring. Det har givet mig frimodighed til at have faser hvor jeg undersøger forskellige discipliner. Nu har det lige været fastetid, og jeg har lavet forsøg med at faste. Det har også være påskefejring, og vi forsøger at etablere gode traditioner i vores familie for at fejre den. Jeg har rytmer i mit liv hvor jeg opsøger forskellige discipliner. Jeg prioriterer at have dage med stilhed, aftaler med åndelige vejledere for vejledning, og aftaler med en skriftefar for bekendelse i skriftemål. Og når jeg ser ned over de 12 åndelige discipliner, som jeg underviser om i “Tag form“, så giver det mig en måde at overskue helheden i min åndelige vandring. Det viser mig også hvor jeg ikke er kommet langt endnu, fx når det handler om tjeneste. Det har altså givet mig et sprog til at forstå hvordan de enkelte dele i mit åndelige liv er med i en helhed, som jeg håber former mig til at ligne Kristus mere.

Desuden så har Gud givet mig nogle stærke oplevelser af hans nærvær og hans tiltale, netop i forbindelse med nogle af disse discipliner. Jeg oplever det som noget af det vigtigste jeg har lært de sidste 10 år. For midt i det som kan lyde lidt teknisk eller som et nyt krav, der oplever jeg Faderen rækker ud efter mig, med en invitation til dybere fællesskab, en invitation til at komme tættere på, og tage form efter ham.

Har du et godt råd til hvordan man bruger Bibelen godt i sit personlige trosliv?

De fire indre discipliner som jeg skildrer i podcasten er: meditation, bøn, faste og studie. Og mit første råd er at bruge Bibelen på forskellige måder. Brug den langsomt i meditationen, brug den lyttende i bønnen, brug den insisterende i fasten, og brug den analytisk i studiet. Altså læs Bibelen på mange måder, og vær bevidst om forskellene. Hvornår nyder du ordene i meditationen? Hvornår bryder du dit hoved for at søge ordets betydning? Hvornår holder du et bibelvers frem for Gud i bøn? osv.

Et andet godt råd jeg har fået om Bibelen er dette. “Tænk ikke bare på regelmæssighed, men også på intensitet.”

Hvis man sammenligner det med at vaske sig, så bliver man ikke ren af at få et par dråber vand på sig hver dag. Man bliver nødt til at stille sig ind under den varme bruser eller dykke sig helt ned i badevandet. På samme måde er det godt at bruge nogle intense timer i Bibelen. Ikke bare nogle minutter hver dag, men brug nogle timer på virkelig at tilegne dig en del af Bibelen. Man skal så at sige marineres i Bibelen, for at den trækker ind i en. Du kan fx overveje at sætte tre eller seks timer af næste gang du har en fridag eller en ferie. Det er en stor prioritet, men den del af Bibelen, som du har brugt intens tid på, vil være med dig i lang tid og på en helt anden måde, end de dråber som hurtigt er løbet af igen.

Lyt til podcasten “Tag form” her.