Et fromt øjeblik?
Idéen står så lysende klart for mig, at mine sanser reagerer blot på tanken. Duften af den dampende, nybryggede kaffe og lavendelduftlysets beroligende os bevæger sig op gennem mine næsebor og spreder et saligt net af ro over mit forvirrede og flyvske fokus. I lampens bløde skær lader jeg lænestolen omslutte mig, og nu er jeg klar. I dette næsten hellige øjeblik åbner jeg i bøn min Bibel, og tro det eller lad være, men jeg forstår alt, hvad jeg læser – måske skyldes det duftlyset?
Så banker virkeligheden på. Den minder mig om i morges, hvor jeg over en forhastet skål havregrød og lunken instantkaffe fik slået tilfældigt op i Højsangen og kortvarigt moret mig over, hvordan erotikken flyder ned ad siderne. Efter en kort bøn fløj jeg forsinket ud ad døren. Ikke et særlig fromt øjeblik – tæller det overhoved som en andagt?
Pligtens oprindelige intention
”Tæller-det?”-tanken udspringer ofte af en kvælende pligtfølelse. Den er kendetegnet ved, at man ikke længere har øje for, hvad pligten oprindeligt kommer af, og hvor den skal føre én hen. Den altoverskyggende følelse bliver i stedet, hvor lidt der skal til for, at samvittigheden oplever pligten som opfyldt. Pligt er et belastet ord, der af mange forstås som antitesen til lyst. De to fænomener synes umiddelbart uforenelige, men er det mon muligt at lirke pligtbegrebet lidt fri fra de negative konnotationer?
Jeg læste for en del år siden et råd i bogen Gymnasietro af Rasmus Jonstrup Hansen om bibellæsning, der har sat sig fast, og det lød løst citeret sådan: Det bedste er at læse i Bibelen af lyst, det næstbedste er at læse af pligt, men det værste er slet ikke at få læst. Dette råd satte mig fri fra forventningen om, at bibellæsning kun er godt, når det er drevet af lyst. Men som med så meget andet i livet eksisterer der en dobbelthed i denne erfaring. For hvis bibellæsning og andagt for mig alene bliver et spørgsmål om pligtopfyldelse, så er kompasset kommet ud af kurs. Jeg bliver drevet af dårlig samvittighed og har glemt andagtens oprindelige intention: at lære Gud at kende, at finde hvilen i hans nærvær, at lovsynge ham. Jeg skal minde mig selv om, at det er okay, hvis andagt nogle dage bare føles som pligt, fordi intentionen er god. Men bliver pligten tættere forbundet med dårlig samvittighed end dens oprindelige intention, så lurer faren. Der findes næsten intet så dræbende for bibelglæde som “dårlig-samvittighedslæsning”. Den slører nemlig for Bibelens virkelighedsrystende sandheder: at den er Guds Ord til os! At han møder os der! At Bibelen er den vildeste bog, der nogensinde er skrevet, og nogensinde vil blive skrevet! Så lad den ikke blive reduceret til en dårlig samvittighed. Der er mange måder at bruge Bibelen på, og man bliver ikke en dårlig kristen af ikke at få læst hver dag! Guds evne til at møde mig begrænses (heldigvis!) ikke af min svingende og til tider svigtende motivation til at søge hans nærvær.
The lost art of concentration…
Nogle gange minder mit andagtsliv om min indsats for at få en skarpt skåret ’sommerkrop’. Hvert forår får jeg en pludselig indskydelse til at tage mavebøjninger hver dag for at klargøre maveskindet sommerens møde med omverdenen. Efter kort tid ebber vedholdenheden dog ud og ender som 10 symbolske mavebøjninger en gang om ugen, der kunstigt holder live i den oprindelige idé. Alt for ofte glider mine gode intentioner om dybdegående nærvær med Gud ud i fragmentarisk bibellæsning, der mest af alt føles symbolsk. Men hvordan skaber jeg en forandring inden glidebanen fører til en ligegyldighed overfor Gud? “Not everything that is faced can be changed, but nothing can be changed until it is faced” har den amerikanske forfatter James Baldwin skrevet, og den slående sandhed bag ordene forekommer nærmest banal, men er måske netop derfor desto vigtigere. Når det føles, som om jeg vandrer i en åndelig ørken, må jeg reflektere over, hvad jeg bliver nødt til at ”face”, før der kan ske en forandring. Måske er der ting i Bibelen, jeg har læst, som jeg stødte mig på, og som derfor har afholdt mig fra at læse videre. Måske har jeg ting i mit liv, som dræner min energi i en sådan grad, at jeg ikke engang føler et overskud til Gud. Måske er jeg slet og ret blevet magelig og magter ikke lige at forholde mig til Gud. En konkret ting vi alle må ”face” er, at vi lever i en tid, hvor uforstyrret koncentration nærmest er en utopi. Den fordybelse som er nødvendig for, at Gud kan nå ind bag min fortravlede facade, kræver en kæmpende og intentionel indsats af mig. Det kunne fx indebære, at jeg lægger min telefon ude af mit synsfelt, fokuserer på vejrtrækning et par minutter for at samle mit fokus og accepterer at distraherende tanker kan komme, men at de ikke behøver at overtage styringen. Hvis jeg mærker, at jeg hurtigt mister fokus, kan jeg bruge ”5 mere”-reglen, som indebærer, at jeg tager 5 minutters andagt mere. Det kan hjernen som regel godt overskue.
Gør det af lyst, gør det af pligt
En afsluttende tanke går på, at andagtens belastende relation til den negative pligtfølelse måske hænger sammen med en for snæver idé om, hvad andagt kan være. Forstå mig ret: bibellæsning og bøn er helt essentielle for enhver kristen! Men måske behøver det ikke være vores andagt hver dag. Start ved andagtens oprindelige intention: at være i Guds nærvær og føres ind i en tættere relation til ham. At komme til ham og tømme sit fyldte bæger og lade ham fylde det igen, for han siger ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt og min byrde er let” (Matt 11, 29-30). Gør det i lovsang, gør det i bøn, gør det i læsning, gør det i bevægelse, gør det i stilhed, gør det i kreativitet. Gør det af lyst, når du er velsignet med sådan en periode og gør det af pligt, når du ingen gnist af motivation mærker. Og husk, at om din andagt og bøn foregår på cykelturen til studiet eller hjemme i duftlysets skær, så er Guds kærlige faderblik og frelse den samme. Altid.
AF ANNA MULDBJERG CHRISTENSEN, STUD. MAG. I DANSK
Artiklen har tidligere været bragt i Til Tro.
