Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Er enhver salig i sin måde at bruge Bibelen på?

Klumme i Tro&Mission nr 17, 9. oktober 2020

Er enhver salig i sin måde at bruge Bibelen på?

Personlig bibelbrug ligger dybt i mange LM’eres DNA. Det mærker jeg tydeligt, når jeg er rundt omkring i landet taler med LM’ere om bibelbrug.
Men kan det blive for meget af det gode?

Jeg ved det godt. Det virker dumt, at en ansat i Danmarks eneste bibelbruger-organisation spørger sådan. Jo mere bibelbrug, jo gladere burde jeg vel være? Men jeg tror faktisk, vi risikerer at blive ureflekterede i vores bibelbrug, når det ligger så dybt i os, at ”det gør man selvfølgelig”.

Den gode vane med at læse ofte i Bibelen, kan have den bagside, at vi ikke overvejer, hvordan vi gør det.
Bibellæseplaner er manges foretrukne metode. Nogle læser teksten uden forklaringer til. Og andre bruger en andagtsbog. Mon ikke at disse tre metoder er dækkende for 95% af de aktive bibelbrugere?
Det er jo ikke noget problem, når man får en masse godt ud af disse metoder! Men har du overvejet, om en anden måde at læse i Bibelen på, kunne åbne teksten op for dig på nye måder? Eller at du kunne se nye vinkler af kendte tekster ved at variere dine læsemetoder?

Man kan for eksempel lytte i stedet for at læse. Det nye Testamente er tilgængeligt på lyd i både den autoriserede og den hverdagsdanske udgave. Og hele Bibelen 2020 er tilgængelig som lydbog. Eller læse nogle skrifter i Bibelen ud i en køre, i stedet for at hoppe rundt mellem korte passager. For nogen vil det være godt at afprøve en meditativ læsemetode, hvor der lægges mere vægt på refleksion og bøn over en bibeltekst, end på at analysere teksten.

Nye læsemetoder kan øge dit udbytte. Men det kan også hjælpe dig, der er gået helt i stå med at bruge Bibelen, i gang igen. Den største fare er nemlig, at man opgiver den personlige bibelbrug, fordi man ikke fik undersøgt alternativer til den metode, man brugte i første omgang. Ofte kan det nemlig være metoden, som giver os oplevelsen af, at bibelbrug er besværligt, kedeligt eller intetsigende.

Til sidst et par tanker om, hvad jeg synes en god læsemetode skal kunne:

  • Engageres jeg i teksten, og forholder mig til den? Det er helt ok, at det ikke altid er den store wow-oplevelse, men det skal være opbyggende og sige mig noget.
  • Kommer jeg godt rundt i Bibelen, og får jeg en fornemmelse af Bibelens sammenhæng?
  • Er der plads til fleksibilitet, så jeg nogle dage kan dykke ned i teksten, mens jeg andre dage må nøjes med fem minutter i Guds ord, fordi dagen er proppet med andre gøremål?

Lasse Holmgaard Iversen
(tidl.) Landsleder i Bibellæser-Ringen